Kristoffer Ørum

61

Profane sympatier

Categories: [other]

Så længe jeg har været en del af den danske kunstverden, har det kommercielle Galerie Mikael Andersen ligget på Bredgade i København. Tæt på de kongelige, mellem Østre Landsret og den eksklusive bistro Le Sommelier. Altså en del af den kommercielle kunstscene, som en nørdet, kontrær og måske endda samfundskritisk kunstner som jeg selv burde tage afstand fra. Men så enkel er verden heldigvis sjældent i praksis.

Allerede udefra, set gennem galleriets store vinduer, ser Søren Jensens udstilling Profan Teater – Trilogien, del 2-3 underlig, interessant og lidt “kedelig” ud: Kostumer eller dukker, enkelte objekter står som citater fra en anden livsverden eller tid. Opstillet i galleriets kraftige hvide neonlys med rigeligt tomt rum omkring sig. Den slags generøs plads omkring sig, der kunne forstås som en måde at tilskrive objekter ekstra værdi på baggrund af det hvide rums autoritet og galleriets status.

I denne sammenhæng ser disse øer af efterladte teaterrekvisitter og kostumer mere ud som fremmedelementer i en “analytisk” hvid ramme. Objekter der er blevet bragt ind i en anden sammenhæng end den, hvor de normalt optræder. En etnografisk samling af let middelalderlige symbolske rekvisitter, der danner en slags scenerum, med en rødmalet væg som en slags bagtæppe og to oplyste skilte med de uudgrundeligt banale ord “tro” og “håb” – så mangler der bare “kærlighed”. Som taget ud af mine forestillinger om 50’ernes omrejsende tivolier, med en både nostalgisk og lidt stillestående fornemmelse af fortid. Men alt sammen indeholdt i den overblændede hvide kubes påståede neutrale universalitet.

Hverdagens drama Ordet profan i titlen forvirrer mig lidt. Det er et ord, jeg bruger af og til, men som jeg ikke nødvendigvis kender ordbogsdefinitionen af. Et af den slags ord, der er rigt på associationer – måske netop fordi jeg har lært det at kende i brug, regnet ud hvad det betyder ved at høre eller se sammenhænge. Ordet smager af det modsatte af religion – det, der er uden for kirken, det hverdagslige og måske grove. Denne fornemmelse af noget jordnært, stillet over for det ophøjede og smagfulde, religiøse eller kunstneriske passer ret godt til udstillingens blanding af teater og skulptur, hverdagsligt og højstemt.

Søren Jensen er ikke noget helt nyt bekendtskab, for hjemme i min reol står blandt andet bogen Fynsk tillykke fra 2012 med billeder af ‘peberkværne’ fra Fyn. En ukommenteret serie af relativt nøgternt registrerende billeder, der giver et kig ind i en lille del af den æstetiske produktion, der finder sted uden for de anerkendte kunstrum. En produktion af symbolske, æstetiske objekter, der er mindst lige så omfattende og udbredte som det diskursivt og institutionelt bevogtede område, der henregnes til samtidskunsten. Frembragt ikke af post-studio kunstnere som mig selv, men af nogle med nem adgang og godt kendskab til, hvordan man bygger improviserede små strukturer. Noget jeg forstår som et udtryk for nogle livsvilkår, der giver adgang til olietønder, spraymaling og tungt maskineri frem for de biblioteker, gallerier, bærbare computere og cafeer, der synes at udgøre produktionsbaggrunden for det meste samtidskunst.

Fetich eller kritik Men det kunne lige så vel være et udtryk for min egen drøm om at finde andre, der også drømte om et lokalt oprør mod tingenes normale orden. Et udslag af en slags overidentifikation med en forestillet gruppe af ikke-kunstneres æstetiske produktion.

En del af den etnografiske kunsts problemer er sampling af andre kulturer, en udstilling og i værste fald ubevidst eksotisering af andre. Jeg kan høre ekkoet af én af 90’ernes trendy teoretikere Hal Foster, der advarede mig om farerne ved at skyde forudindtagede politiske ideer i skoene på de “andre” og bruge dem som illustrative eksempler uden at være villig til at udfordre egne selvbilleder og gøre sig selv til “den anden”.

Hvor Fynsk tillykke tog udgangspunkt i mere samtidige æstetiske fænomener, griber Profan Teater tilbage til middelalderens symbolverden, der virker både genkendelig i kraft af alle de Disney-versioner af eventyr, de fleste af os bliver udsat for i vores barndom, og fremmed på grund af de oprindelige folkesagns grumhed og fremmedartede symbolverden. Dette er ikke de moraliserende 1800-tals-versioner af eventyrene, men middelalderens mørke og flertydige fortællinger.

Kunstneren fascineres tydeligvis af fortidens efterladenskaber, men feticherer dem ikke som privilegerede vidner til historiens gang bag pansret glas. Der hvor Profan Teater er mest effektivt, benytter Jensen derimod middelalderlige fortællinger og formsprog som potente, men forsømte reservoirer, hvorfra det er muligt at hente alternativer til samtidens selvforståelse. En historisk tradition, det er muligt sympatisk at træde ind i og bruge fra en position indefra.

Arketype Teater De to korte videoer, der vises i udstillingen, består af stillbillede-sekvenser med reallyd til, afbrudt af stumfilmslignende tekst-slides, og vises på en mindre skærm i rummet. Deres staccato-minimalisme er på ingen måde cinematisk, men ligger æstetisk et sted mellem tidlig stumfilm og feriesnapshots. Af de to videoer er fortællingen om Jægerens døve datter (Miraklet), der kan høre en gummiklokke ringe, helt klart den mest vellykkede. Det er en slags pastoral fortælling, med hvad der virker som arketypiske figurer i situationer, der synes at have et “dybere” symbolsk lag, jeg umiddelbart ikke kender. Der er grus i mit fortolkningsapparat, fortolkningsnøglen er ikke blevet skåret til, og jeg får fornemmelsen af, at tidens tand har gjort disse arketyper underlige.

Når man ser videoen, er det som at have noget vigtigt, man ikke helt kan få sagt eller forsøger at huske. Lige som peberkværnen i forstæderne syntes at åbne for muligheden for, at et andet byrum kunne eksistere, synes den symbolske løshed her at antyde, at også en anden symbolsk orden kunne være mulig. At verden kunne være anderledes, hvis vi blot lytter ordentligt efter gummiklokkens klang.

Den anden film (Tyven), der følger tyven og hunden, som med alverdens ting i en pose drager til byen, falder derimod ud til den firkantede side. I byen støder de gentagne gange på de høje herrer – omgivet af neo-liberalismens gennemsigtige, men uigennemtrængelige arkitektur – der optræder som overordentligt genkendelige symboler fra den nære fortids billedverden med dens ondsindede kapitalister med høje hatte. Fremfor grus i det symbolske maskineri får vi serveret en velkendt kapitalismekritik, pakket ind i unødvendig symbolik.

Men Søren Jensens stillestående teaterstykker er mest effektive, når de formår at kigge ud over etablerede ideer om politik. Når han minder os om, at vi ikke behøver kigge så langt for at finde alternative æstetiske og symbolske systemer til samtidskunstens begrænsede repertoire. Ligesom ikke alt, hvad der kalder sig politisk kunst, er egentlig politisk, er heller ikke alt, hvad der foregår i den kommercielle galleriverden, kommercielt dikteret. Verden er kompleks, og gudskelov for det. Personligt er der nok ikke noget, jeg bedre kan lide, end at få min forudindtagne skepsis gjort til skamme. Hvor er det dog herligt at kunne nyde noget på et sted, hvor man ikke venter det, men det siger nok mere om mine egne fordomme.

Den politiske hverdag Mens store dele af den kunst, der identificerer sig som politisk, virker mere optaget af en globaliseret standarddiskurs uden blik for hverdagens politiske dimensioner, er det blik, der kommer til syne i Søren Jensens praksis, et idiosynkratisk blik fra en specifik livssituation – langt fra den klassiske etnografis krav om en universel stemme og sandhed. Kunstneren med det blik lever et “normalt” liv, hvor han iagttager interessante fænomener fra sin bil på landevejen, kender sin lokale kirke og køber frugt fra vejboder. Det lokale og “kedelige” er måske det sted, hvorfra vi kan hente ideer om, hvordan tingene kunne være anderledes. Måske foregår tænkningen af alternativer til en – hvad der for mig forekommer at være en uholdbar – samfundsorden i peberbøssers hverdagsanarkistiske arkitektur, frugtbodsøkonomi og middelalderlige fortællinger om identitetstyveri.

Jeg kunne godt drømme om, at Søren Jensens objekter vendte tilbage fra det analytiske rum og bevægede sig ud i levende sammenhænge. At hans sympatiserende blik på hverdagens ritualiserede eksotisme kunne blive noget i retning af den østrigske kunstner og arkitekt Hundertwassers drøm om at give beboere i etageejendomme ret til selv at male rundt om deres vinduer. Men jeg er egentligt godt tilfreds med, at han blot har fået den lyst til at opstå i mig, samtidigt med at han har fået mig til at overveje egne fordomme og drømme. Jeg tror også, at der er andre, der vil få den slags lyster og overvejelser, når de ser Profan Teater – Trilogien, del 2-3.

Orignially published at https://kunsten.nu/journal/profane-sympatier/