Hvorfor gøre det selv? (del 1 af 3)

Image without description

Jeg lever i et ikke ideelt samfund og prøver at få det bedste ud af det alligevel. Jeg ved f.eks. godt at jeg er en del af et samfund baseret på arbejdsdeling, specialisering og ekspertlig-gørelse - men det betyder ikke at jeg selv behøver at underkaste mig eller videreføre disse strukturer. Tværtimod forpligter min utilfredshed med de forventninger om en (såkaldt) professionalisering som samfundet helt generelt dyrker, mig til at søge at få en så bred og mangfoldig erfarings og handlings horisont som muligt. I den lokale kunstverden, hvor mit professionelle liv hovedsageligt udspiller sig, oversættes samfundets generelle normer til underlige lokale variationer som for eks. de forstenede genrebegreber og medie opdelinger der slører og fortrænger aktiviteter og traditioner der går på tværs af deres rigide kategorier. Rigide kategorier der afspejler og forstærker rigide samfundsmæssige hierarkier og som man alt for let selv kommer til at understøtte hvis man lader sig begrænse af specialiseringens snævre logik.

Professionalisering, er specialisering væk fra generalistens omgang med verden som både materiale og tanke. Succes i en professionaliseret kunstverden er ledelse, og drømme om studiomanagers- og assistenter der udfører det praktiske arbejde, mens kunsterne holder møder og arbejder ved skærmen. Specialisering er at træde et skridt væk fra den materielle verden og de erkendelser den praktisk ”hands-on” omgang med dens umiddelbarhed og kompleksitet rummer. At professionalisere sig er at træde et skridt væk fra reflektionen over verden og hen mod at tage den materielle verden for pålydende uden at stille spørgsmål.

Derfor gør jeg det selv: jeg fejer gulvet, jeg søger pengene, jeg bygger soklen, jeg skriver teksten, jeg fikser 3d printeren, jeg driver udstillingsstedet, jeg programmerer, jeg spartler og maler vægen, jeg holder foredraget, jeg syer kostumet, jeg laver frokosten, jeg sidder i bestyrelsen, jeg tager opvasken, jeg sætter døren i, jeg maler min krebs, jeg ordner regnskabet, jeg skriver denne tekst, jeg underviser, jeg laver mad til familien, jeg udtaler mig til avisen, og jeg prøver at være en okay forældre. Ikke fordi verden ikke har brug for specialister med en smal men dyb viden, men den har også brug for generalister der forhåbentligt kan skræve over den fiktive kløft vores kultur fortæller os at der er mellem hånden og åndens arbejde, eller mellem det lønnede arbejde og det ulønnede eller mellem det akademiske og det ikke akademiske, eller mellem det tekniske og det ikke tekniske, eller mellem det politiske og det ikke politiske. At søge at undgå at specialisere sig, og undlade at afkræve andre professionalisering, er at forholde sig kritisk til det samfund man lever i og søge nye veje.

Men nu forestiller jeg mig at den professionelle spørger: Hvorfor skulle man dog for eksempel ikke ønske sig en til at feje gulvet i værkstedet eller kunstinstitutionen så man får tid til det man er dygtigst til? Måske fordi man har lyst til at bevare ikke kun hukommelsen, men også en konkret og kropslig erfaring af rummet. Måske fordi rengøring er så meget mere end et praktisk eller kulturelt betinget ritual. Det er en måde at erkende og skabe rum på, og en måde at generfarer og overveje de rum man bebor i hverdagen. Fordi hvis man selv, blot en gang imellem, gør rent, så forstår man både med sin krop og bevidsthed en lille smule bedre hvordan det er at arbejde som rengøringsassistent. Man forstår hvordan det arbejde er mindst lige så vigtigt for opretholdelsen af hvad-man-nu-end-er-i-gang-med, som det der kaldes det administrative eller kreative. Fordi så kommer man måske til at snakke med rengøringsassistenterne, så man kan se hvordan deres arbejdsforhold kunne forbedres, og høre deres forslag til hvad man kunne gribe anderledes an.

Fordi når man selv er rengøringsassistenten, ser man ting der ellers er usynlige. Når man selv er den der kommer på tidspunkter hvor huset er tomt og uden des normale funktioner, er det nemt at forestille sig at det kunne bruges anderledes og af andre. Der ting man kun forstår hvis man ved hvor snavset samler sig, og hvor ferniseringsgæsterne stiller deres glas så der kommer ringe i vindueskarmen. Man forstår meget bedre det uendelige arbejde der ligger i at få udstillingsrummet til at forsvinde, så kunsten står klart frem. Man kender både med sin krop og sit sind al den ”støj” der skal undertrykkes for at man kan styre blikket hen på det rummet indeholder og væk fra rummet selv. Måske kommer man endda til at forbinde den abstrakte ide om institutionen eller kunstpraksissen med de kropslig og praktiske erfaringer der findes i den fysiske omgang med materialer og rum. Måske får man endda lyst til at lave udstillinger hvor rummet, snavset og de kroppe og sind der undertrykker rodet, ikke forsvinder, men gerne må spille en rolle når kunsternes intentioner møder publikums tolkninger. Måske får man nye ideer til hvad kunst kunne være og hvem der kunne lave den. At søge at undgå professionalisering er at undgå at isolere sig blandt de andre professionelle, og fortsætte med at tage ”elevatoren” op og ned - eller måske nærmere fra side til side - fra det der kaldes samfundets spidser til des såkaldte bund. Afprofessionaliseringen handler om ikke at internalisere samfundets hierarkier, men i stedet at vælge den rigdom af erfaring verden udenfor de rigide kategorier vi inddeles i tilbyder.

I Write Like This Because

Image without description

I write like this because I am not happy being the noble savage in someone else’s story. I write like this because I feel like there is too much that remains unsaid. I write like this because it is difficult not to. I write like this because I feel a need to be heard and acknowledged. I write like this because the complexity of our world is increasingly reduced to formulaic and unimaginative text and the world is so much more beautiful and plentiful than these let on. I write like this because there are so many other kinds of narratives and syntaxes that have not yet been discovered. I write like this because it is a cheap and efficient way of getting one’s ideas out there. I write like this because I cannot believe nobody wrote this text already. I write like this because text is such a big part of why things are the way that they are, and I would like to change the way things are. I write like this because it is a way of thinking about my place in the world, and what I could do better. I write like this because every art show must apparently have a generic text attached, and I think we must find ways of making these text more diverse, weirder, and less boring. I write like this because it is a way of becoming less sure of myself and examining things from more angles. I write like this because I am a collaborator at heart (at least In principle) and I often miss someone who is willing to have the discussions in my head with. I write like this because text is material that colours the thoughts that pass through it and not a neutral container for information. I write like this because I struggle with language, and it often irritates and escapes me. I write like this because I suck at spelling at gramma, so I must taste and hear the words to understand them. I write like this because language is so close to thinking, and I am trying to think. I write like this because it makes me feel as if I am “a part of the conversation”, not because I feel all that original or smart. I write like this because in writing my mistakes and biases are much clearer to me than otherwise. I write like this because I can do it on my smart phone, in between doing the dishes and mopping the floor. I write like this because it somehow, abstractly, feels important, but I could not do it without having the material engagement with the world that is my artistic practice. I write like this because I know too few others who write from the implicated material point of view that I feel working as an artist has given me. I write like this because I feel like there is much that remains to be said of the potential of the imperfect, unheroic and impure and I don’t know who else if interested at the moment. I write like this because it is hard to find time for it, and I really should be writing grant applications, press releases or something, anything, more profitable, but this feels more important.

Kunstverdenen er som en marskandiser

Image without description

Kunstverdenen er som en marskandiser. Fuld af gammelt gods og glemte drømme der bare venter på at der er nogen der opdager dem. Fortidens ideer og sensibiliteter der længes efter at få plads til at folde sig ud når tiden er moden. Noget er blevet slæbt frem i forlokaler og pudset af, så de passer til tidens mode, strømninger og hype-økonomien. Gamle ideer pudset af så de ser nye og historieløse ud. I baglokalet bugner bunker af Fortidens håbefulde fremtider der aldrig materialiserede sig. Her er der ubrugt potentiale, der kunne blive brændstof til nye kunstverdener, hvis blot de kom frem i lyset og fik lov at vokse vildt. Fortrængte historier og andre underligheder, der gemmer sig bag ulåste døre. Miskrediterede stilarter og udgrænsede udtryksformer står opmagasineret side om side med kunstnere og kunststrømninger, der engang var kendte og elskede, men nu er blevet gemt væk i kulturens pulterrum. Måske glemmer marskandiseren en kold aften at slukke for gasblusset og brænder hele herligheden ned. Hvad gør vi så, når kun det kendte og smarte er tilbage at genopfinde verden med? Så vi må enten overgive os til en lang og enslydende fremtid, der bliver ved med at præsentere det samme som noget nyt og banebrydende. Eller håbe at der findes andre reservoirer for uendelighed - at der er nogle har husket at holde det unfashionable i live.

Kunstverdenen er som en ruin fuld af fragmenter fra tidligere tiders ideer og samfundsmodeller. Ældgamle konventioner styre fordelingen af ressourcer og doven vanetænkning fremsættes som ny og banebrydende. Men i revnerne og skyggen trives lidt uønskede udvækster som de der vedligeholder ruinerne sanker omkostningsfrit fra. Uden for ruinerne er der heller ikke plads til de uønskede vækster, der kræver netop de jordbundsforhold og klima der findes på kanten af ruinerne af en svunden verden. Her vokser unyttige og sære traditioner under dække af de ruiner, de drømmer om at vælte eller blot ignorerer.Man kan måske komme til at overveje om det interessante kun kan trives hvor der er modvind og skygge. Men sådan er det ikke, de overlever kun lige her i mørket og udfolder langt fra det potentiale og erkendelse de rummer. Måske vil fortidens ruiner en dag endeligt blive til sand opgivet af selv de der idag bebor fem. Så kan man forestille sig at lyset skinner på det der i dag er marginalt, så det kan blomstre og selv kaste des skygger over kulturlandskabet for en tid. Men for nu må det der trives uden for mainstreamen få det bedste ud af situationen og som frø i ørkenen vente på den ene gang hvert århundrede hvor det regner på dem. Og vi der anerkender dets vigtighed, må søge at holde det i live der gror i margen og i sprækkerne indtil da - eller i det mindste holde fast mulighederne for at verden i morgen kunne bliver noget andet end en fordrejet ruin af fortidens idealer.

Kunstverdenen er som et rodnet, hvor alle delene nære hinanden, selvom de umiddelbart kan virke uforbundne. Selv de der føler sig fjerne fra rodnettet er en del af systemet. Selv når det går kunstnere, institutioner eller gallerier jeg ikke føler slægtskab med, kender til eller overhovedet sætter pris på, godt - så kan deres succes betyde at det bliver flere ressourcer i kunstverdenen som helhed. De trækker næring og ressourcer ind i systemet, og hvis kunstner ansætter kunstnere, så bliver ressourcerne fordelt lidt, om end skævt. Hvis nogle næres, kan hele den resource fattige lokale kunstverdenen næres lidt. Ikke fordi man ikke kunne ønske sig en bedre og mere fordeling retfærdig fordeling af ressourcer - men når institutioner og bureaukratiet nu engang er forelsket i ideen om en kunstnerisk elite og andre hierarkiske fantasier, så er det centralt at vi - der begunstiges mere eller mindre af disse systemer, deler vores ressourcer som bedst vi kan. Hvis man anerkender at man både er sig selv og en del af noget større som man næres af, så bliver det et fælles ansvar at nære også dele af kunstverdenen der føles fremmede og måske endda irriterende.

Kunstverdenen er som en kræftsvulst, der trækker veksler på et allerede døende velfærdssamfund. Ressourcer der kunne bruges på at gøre samfundet mere ensartet og produktivt spildes på uproduktive kunstneriske projekter. Kunstprojekter hvis effekter er for langsigtede til at anses for nyttige af den dominerende teknokratiske nyttetænkning. Under dække af tidligere tiders kunst tætte forbindelser til magten er dele af kunstverdenen i dag en unyttig snylter, der ofte hverken producerer brugbare produkter i samfundets øjne eller hylder de såkaldte fælles værdier som de få har valgt for os. Kunstverdenen er en lille del af samfundet, der i bedste fald ikke opfører sig som de overordnede normer. Lidt højstemt kun man tænker på kunsten som positiv gevækster på en kræftsvulst af et samfundssystem der ødelægger både sine borgere og den planet den lever på. Som en uregerlig del af den store politiske krop, er vores samfund, der ikke længere lyder ordre fra den skrumpende middelklasse eller den politiske klasses selvoptagede centralnervesystem. Det gør den lille del af kunstverdenen jeg holder af i hvert tilfælde kun til dels. Den er en mutation samfundet sandsynligvis kan leve med i lang tid takket være kunst institutionernes rolle som livsforlængende medicin for det etablerede. Det er ikke nemt at leve i et samfund man er kritisk over for og vi går nok alle sammen rimeligt meget på kompromis og tilpasser os for at kunne leve i den store tunge samfunds krop. Men måske kan man søge at bibeholde blot en lille smule af vores uregerlighed og støtte hinandens samfundsskadelige tendenser, frem for at lade som om at vi tror at det døende velfærdssamfund rummer de løsninger vi søger.

Kunstverdenen er som en skraldespand hvor radikale ideer og tanker der kunne forandre verden bliver til tom retorik og godt købmandskab. Her bliver samfundsforandring til samfundsdebat, det ubekvemme til det smarte og den kritiske tænkning til en kanon af kritiske tænkere. Hvis man ønsker at bevare samfundet nøjagtig som det er bør man lade flere blive kunstnere og lave flere kunstinstitutioner der kan transformerer politik om til æstetik. Men kunstverdenen er også et sted hvor man kan spekulere stort om andre fremtider og være små radikal uden at behøver at føre sine tanker ud i livet. Udstillingsrummets skiftende midlertidigt gør det til et godt sted for prototyper og forsøge, der måske senere vil vise sig at kunne bruges på større skala i samfundet og hvis ikke, så gør det heller ikke det store. Netop det at det er en skraldespand gør at der her kan udvikles modeller for forandring og nye ideer. Ikke at den slags fylder meget i de ressourcerige lag af kunstverdenen, men de trives i bunden af skraldespanden sammen med det gamle tyggegummi og kaffegrums. Hvor de ulækre kan formuldes og noget nyt vokser frem af samfundets ubrugelige skrald.

Kunstverdenen er en familie. Da jeg f.eks. for nogle år siden blev alvorligt syg, var der mange kollegaer der tilbød at hjælpe. Men når det kom til stykket, havde de færreste faktisk tid og overskud til at komme forbi med den lasagne, de havde lovet eller passe mit barn, som de havde sagt at de gerne ville. Alligevel gjorde det indtryk, og jeg bærer i dag kollegers gode viljer til at hjælpe med mig når jeg tænker over kunstverdenen. Jeg tror ikke at min mor nogensinde sagde, som man ellers ofte sagde i 70erne: "spis din mad, der er sultne børn i Afrika " men derfor kender jeg problemet alligevel. Hvorfor søge solidaritet og arbejde for bedre vilkår lokalt når der er så mange i verden, der har det så meget værre end i den lokale kunstverden? Men det er ikke et spørgsmål om enten eller for mig, snarere om man overhovedet, uden at lave bedre strukturer lokalt, kan skabe strukturændringer globalt.

Det er vanskeligt at starte med at forsøge at hjælpe eller favne alle i hele verden - men inden for "familien" kan man måske nemmere overskue at gå ud over blodets bånd og komme i gang med at skabe forandring. Hvis man starter lokalt og i det små med f eks at skabe solidaritet og inklusion blandt fagfæller, er det vigtigt at kunstverdenen ikke lukker sig om sig selv. Men bliver en afgrænset gruppe der med tiden kan udvides også uden for den tættest og mest omgængelig familie til fjerne gran onkler og tanter som f.eks. liverollespil, kunsthåndværk eller modeltogsentusiaster. Alene gruppen af billedkunstnere er, især hvis man tænker globalt, så stor og vildtvoksende at jeg selv må arbejde ikke så lidt for at opretholde fornemmelsen af både at være i familie med millionær kunstner som damien hirst og alle kunstner jeg endnu ikke kender fra lande jeg aldrig har besøgt. Men lykkes øvelsen med at tænke på kunstverdenen som en slags udvidet familie, så kan den lokale og mere velkendte kunstneriske familie blive til en spejling af en global familie på tværs af politiske grænser og vilkår. Familien kan blive et hjem uden geografisk centrum, hvor man kan finde læ i kunstverdenen, når man færdes i fjendtlige omgivelser. Familiefølelsen kan blive et udtryk for en omsorg, der i bedste fald strækker sig ud over blodets og nationens bånd. Så bliver kunsten en familie der ikke respekterer konservative nationale mytologier og primitive identitetskategorier, men søger at skabe forståelse på tværs. Det er helt sikkert en utopisk og urealistisk projekt, men hvis man accepterer at utopier ikke skal realiseres, men i stedet bruges til at skabe forandringer og udfordre f.eks. de hyper individualiserede karriere mytologier der dominere kunstverdenen i dag. Så kan ideen om kunstverdenen som en familie have sin berettigelse.

Kunstverdenen er ikke en metafor, det er et konkret og modsatrettet sted, der ikke lader sig opsummere i et simpelt sprogligt billede. Hver metafor skabt for at forklare den folder tilbage og begynder at forme den hvis man ikke passer på. Kunstverdenen er et sted, hvor der vil leves, tanker tænkes og der kæmpes om de få ressourcer der er. Nogle af de kampe står i kraft af de metaforer, der bruges om den del af samfundet, hvor kunsten produceres, administreres og distribueres, som et marked eller fødekæde. Jeg har ikke enkelte nye og bedre metaforer at komme med, men ide om en hel række modbilleder . Billeder der hurtigt kunne få behov for selv at blive undermineret af nye forsimplinger hvis de nogensinde blev for dominerende, hvad der nok ikke er de store chancer for.

Hvorfor gøre det selv? (del 2 af 3)

Image without description

(Del 1 https://oerum.org/blog/hvorfor-g%C3%B8re-det-selv-del-1-af-3)

Men hvorfor lade sig begrænse af egne evner spørger den professionelle. Hvorfor ikke bare hyre nogle specialister der ved ”hvordan man gør”? Måske fordi det at forestille sig noget uden at kende til det ”hands-on”, det være sig programmering eller bronzestøbning, har en tendens til at blive overfladisk og generisk. Hvis man ikke selv har direkte adgang til de mulighedsrum som materialer og teknikker udgør når man faktisk har fingrene i dem, så bliver man hurtigt afhængig af andenhåndsviden og kulturelle stereotyper. Hvis man overlader det til en ”professionel” at høste de erfaringer man får ved konkret omgang med verden, så får man aldrig selv adgang til den store mængde af viden der ligger uden for det allerede beskrevne. Man forbliver isoleret fra det praktiske arbejdes rigdom af paradoksale erfaringer, og tilbud om at tænke verden på nye måder. Lige nu har vi akut brug for at lære at nyde og være i verden på nye måder, hvis vi ikke skal gøre endnu mere skade på hinanden og den verden vi bor i – Der er så uendeligt meget at lære endnu, så mange ukendte nydelser at finde og så mange andre måder at være i kontakt med verden på, der ligger uden for det behageligt genkendelige og konventionelle - Og måske er det netop her at kunstrummets urenhed har noget at tilbyde, hvis vi kan lade være at tage ”kosten frem og feje skidtet væk”. Hvis vi bare kan tage os sammen til at lade være med at lede efter en uopnåelig renhed og genfortælle de samme fortærskede pointer.

Kunstværker, der er frembragt af nogle der selv er i færd med at erkende noget, er åbne for fortolkning på en anden måde and de der allerede er blevet fortolket færdige ”på papiret” længe inden de blev produceret. Man ser i den uperfekte finish, og den endnu ikke tilendebragte tankerække, en plads hvor man også selv som beskuer kan være en handlende kraft i verden og hvor ens egne tanker også kan have værdi. En sjælden gang i mellem oplever jeg at kunst kan skabe den slags frirum. Et frirum hvor både beskueren og dem der står bag udstillingen, har plads til at tænke. Når det sker, åbner kunstrummet for et reflektionsrum der for et øjeblik gør det muligt at overskride samtidens normer om den belærende, sentimentale og smagfulde kunst. Her kan de der arbejder med kunst overveje og afprøve ideer og teknikker sammen med publikum, frem for stolt at demonstrere erkendelser de selv har opnået andetsteds.

Kunstnerisk kommunikation drejer sig nemlig ikke om hvad kunsterne eller institutionen vil sige, men hvad publikum får ud af det der stilles til rådighed. Både kunstnere, institutioner (og publikum) har brug for den slags nye erfaringer, og den modstand man kan få fra håndens arbejde i verden, for at kunne mutere til stadigt nye former der kan sige noget relevant om vores samtid og komme med bud på andre fremtider. Ellers risikerer kunstverden udelukkende at blive, hvad mange allerede syntes at den er: en mekanisme der fastholder etablerede privilegier og hierarkier i et i stigende grad kultur-konservativt samfund. At søge væk fra det professionelle kunstner rolle, er at søge at forbinde ideernes abstrakte verden med den fysiske verdens begrænsninger og rigdom, sammen med beskueren. At holde op med at kalde sig professionel er at anerkende at kunst producenten kun sidder på en lille del af betydningsdannelsens kollektive mekanismer. Det er at lukke døren op til den del af kunsten hvor der tænkes og gøres, frem for defensivt at skjule tvivlens sprækker med retoriske krumspring og danne smagfuldt genkendelige overflader der skjuler deres ophav.

Men hvorfor skulle man dog ikke ønske sig at slippe for at skrive ansøgninger eller pressemeddelelser, spørger den specialiserede kunstner? Måske fordi, hver enten man vil det eller ej, så spiller sproget omkring kunstværker i dag, både en betydning for hvordan værket bliver til, og hvordan det forstås hele vejen fra materialebeskrivelsen og prisen, til fondsansøgningen og den heroiske monografi. Bureaukratiet, medier og markedet påvirker al den kunst de faciliterer, og kun ved at engagere sig i deres mekanismer kan man for alvor forstå hvad rolle man selv spiller i kunstverdenen og hvilken betydning det man laver får i de systemer det cirkulere i. Det har mange kunstnere længe vidst, i hvert tilfælde siden den tidlige konceptkunst, men i dag har den øgede specialisering betydet at forbindelsen mellem verden og sproget i stadigt højere grad er blevet en forbindelse fra sproget til verden og i meget mindre grad omvendt. Kunstneren administrere og beskriver for de faggrupper der står for den faktiske produktion af værker - eller sådan er i hver tilfælde den professionaliserede kunst verdens ideal. For der findes forsat mange der både tænker og arbejder ”hands-on” med verdens erfaringsrigdom, det er blot ikke det kunstverdenens mytologier lægger vægt på eller tilskriver værdi.

Når man kaster blikket uden for hypeøkonomiens ørken af homogenitet, finder man et utal af stemmer (og kroppe) der skriver på andre måde og er optaget af andre emner, end de der har ladet sig specialisere. Der er mange marginale kunstnere der følger verden på tværs af kategorier og normer, selvom den slags ”rod” ikke tilskrives værdi i en professionaliseret kunstverden. Ligesom der findes et utal af ikke-kunstnere der producerer tekst og tænker tanker der ikke værdsættes i det specialiserede samfund som vi eksisterer i nu. Det marginale er ikke nødvendigvis en kvalitet i sig selv, men det er den veltilpasse professionalisering heller ikke. For det er en fordel at have et problematisk forhold til sproget i verden og verden i sproget, sådan som f.eks. mange billedkunstnere eller autodidakte har det, hvis målet ikke er at skrive endnu en generisk selv-legitimerende tekst, eller fremstille endnu et illustrativt og opbyggeligt værk. At skrive sin egen underlige ansøgning eller pressemeddelelse ud fra erfaringen med at skabe det den omhandler, er at tage medansvar for kunstværkets fortolkning.

At skrive ud fra en sådan impliceret position i verden der deltager i kunstverdenens økonomier, frem for på afstand af den, er at være med til at udvide mulighedsrummet for hvad der har værdi og hvordan. At nægte at professionalisere sig er at insisterer på de komplicerede forbindelser mellem håndens erkendelser og hovedets arbejde, mellem teksten og objektet, mellem høj og lav, mellem snavs og kunst, mellem udstillingsrummet og kontoret, mellem kosteskabet og galleriet, mellem værkstedet og bestyrelseslokalet, mellem det praktiske og det ideelle.

Som kunstner betyder det at af-specialiserer sig, og f.eks. skrive sine egen ansøgninger eller formidlingstekster, at man tager en del af den administrative byrde på sig. Så man bedre kan forstå det arbejde og de individer der skjuler sig inden i bureaukrati og institutioner, hvor de udføre usynliggjort arbejde i ofte overraskende sårbare systemer. Ved at deltage i bureaukratiet som de systemer man er indlejret i består af, bliver det muligt at solidarisere sig, også med de der er ”fanget” inde i institutionerne og bureaukratiet - frem for at gøre dem til sine fjender eller modstandere. Og derved at muliggøre en at man an skabe forandring i kunstverdenen baseret på en lidt bedre gensidig forståelse, dialog og så meget åbenhed som det kan lade sige gøre at oppebære i en hypeøkonomi som kunstens,

At kalde sig ikke-professionel er at anerkende at man som kunstner er en lille del af et større kaotisk system af forældede konventioner og underlige traditioner som få, måske ingen, reelt kan overskue og endnu mindre kontrollere. Det betyder at man begynder arbejdet med at bygge noget godt ud af den ruinnøse kunstverden vi har arvet fra tidligere tiders samfund. I håbet om at nogle institutioner og bureaukratier også vil anerkende og solidariserer sig på tværs af de sociale hierarkier og vanetænkning - ikke kun med dem der ligner dem selv, men også med videns former og traditioner der traditionelt siges at ligge fjernt fra deres egen.

Jeg kender en kunstner

Image without description

Jeg kender en kunstner der engang havde et galleri, men blev træt af at håbe på at galleriets løfter ville blive til sandhed. Jeg kender en kunstner der snakker om at vedkommende ikke følte sig fri, men følte at vedkommende skulle lave hvad galleriet ville have. Jeg kender en kunstner der syntes at selve ideen om galleriet stod i vejen for at lave kunst som den burde laves. Jeg kender en kunstner der syntes at selve ideen om et potentielt salg der aldrig materialiserede sig stod i vejen for at lave kunst om det som vi burde tale om. Jeg kender en kunstner som ikke var for forfængelig til at bevæge sig væk fra hype-økonomi og fattig-glamour, og hen mod en hverdags politisk praksis. Jeg kender en kunstner der engang brugte formuer på at indramme værker så de kunne blive solgt, fordi vedkommende håbede på noget vedkommende ikke helt vidste hvad var. Ikke fordi der var nogen der tvang vedkommende, men fordi det var sådan at det føltes som om man ”burde” gøre. Jeg kender en kunstner der engang håbede på at markedet var en måde at få frihed til at lave kunst på, men fandt ud af at sådan var det ikke, i hvert tilfælde ikke for vedkommende. Jeg kender en kunstner der sagde ”det gider jeg ikke mere”, eller måske bare stille tænkte for sig selv at nu går det ikke mere at håbe på noget der aldrig kommer. Jeg kender en kunstner, hvis tvivl minder mig om min egen tvivl, men som handlede på den. Jeg kender en kunstner der henter sine materialer på genbrugspladsen og har lønarbejde arbejde halvdelen af ugen for at få tid til at være på sit værksted. Jeg kender en kunstner der ikke tænkte på sit farvel til galleriverdenen som et politisk projekt, men blot handler ud fra hvad der er muligt for at opnå størst mulig frihed og gøre mindst mulig skade. Jeg kender en kunstner der sagtens kunne bruge mere tid på sit værksted og mindre på f.eks. at undervise børn eller arbejde på lager Jeg kender en kunstner der ikke har noget imod at have et lønarbejde, men ville kunne lave endnu federe ting, hvis bare ikke lønarbejdet tog så meget af tiden og overskuddet. Jeg kender en kunstner der selv når vedkommende arbejder i kunstsektoren ikke bliver betalt som den ekspert i kunst vedkommende er, men i stedet får løn som en studentermedhjælp. Jeg kender en kunstner, eller faktisk mange, der ikke håber på et ”gennembrud” men bare på et velbetalt deltidsjob. Jeg kender en kunstner der på en eller anden måde holder humøret højt og bliver ved med at praktisere selv når den etablerede kunstverden giver vedkommende en kold skulder Jeg kender en kunstner der aldrig selv siger det, men er mere bæredygtig i sin praksis end mange der råber det højt og ofte. Jeg kender en kunstner der handler politisk frem for at lave kunst om politik – eller måske gør begge dele på en gang. Jeg kender en kunstner der stiller værker bygget af materialer fra genbrugsstationen, tilbage på genbrugsstationen fordi de ikke bliver solgt og vedkommende ikke har plads til dem. Jeg kender en kunstner der nogle gange ser folk gå glade hjem med de værker vedkommende afleveret på genbrugsstationen, uden at vide hvem der har lavet dem eller hvorfor de ser ud som de gør. Jeg kender en kunstner der nogle gange forestiller sig hvor alle kunstværker uden afsender er havnet henne. Jeg kender en kunstner som jeg ikke selv har fundet på, men som selv fremstiller sig meget anderledes end jeg gør her. Jeg kender en kunstner hvis navn jeg ikke vil nævne fordi vedkommende ikke nødvendigvis forstår sig selv som jeg udlægger vedkommende her. Jeg kender en kunstner som jeg håber, vil tilgive mig at jeg heroiserer vedkommende en smule fordi vedkommende ikke ser sig selv som særlig heroisk. Jeg kender nemlig en kunstner, der er så ubekvemt ved kunstverdenens dovne version af kritiske diskurser, at vedkommende slet ikke har lyst til at blive beskrevet som politisk, kritisk eller bæredygtig. Jeg kender en kunstner som jeg alligevel gerne vil indskrive i disse diskurser, fordi jeg synes at vedkommendes hverdags politiske arbejde er et godt svar på mange af vores samtids problemer. Jeg kender en kunstner der pragmatisk leder efter friheden til at lave kunst uden at gøre skade, fordi det er en selvfølge og ikke noget heroisk. Faktisk kender jeg flere af den slags kunstner som inspirerer mig selv til at gøre, som de gør, uden at være berømte, belæste eller anerkendte. Jeg kender flere kunstnere, der gør deres del af arbejdet for at ændre både kunstverdenen og verden generelt uden at prale med det - og muligvis uden helt selv at være klar over, at hvad de gør, ser sådan ud i mine øjne, og derfor skriver jeg dette. Jeg kender masser af kunstnere, der arbejder uden for etablissementet, fordi det for dem er det eneste der giver mening og ikke fordi det er en del af en forudbestemt ideologi eller et projekt de håber senere at profilere sig på.
Jeg kender mange kunstnere der finder friheden til at arbejde bæredygtigt sådan her -men der er sikkert også mange andre både kunstnere og ikke kunstnere som jeg ikke kender, der gør noget lignende - men jeg kan kun skrive om dem jeg kender til. Ligesom der sikkert er mange andre der kunne vise vejen til en bæredygtig og mindre kommerciel kunstverden, der var tættere på hverdagen og det levede liv - hvis blot ”gørelsen” fik lige så meget plads som retorikken i kunstverdenen. Jeg kender i hvert tilfælde rigtigt mange kunstnere som ikke selv siger så meget, men hvis praksis kunne lære os meget hvis blot vi var villige til at lytte. Hvis de der som mig bedriver den såkaldte "diskurs", var mere villige til at koble teoriens abstrakte tækning og det levede livs praksis tættere frem for at holde dem adskilt.