(Del 1 https://oerum.org/blog/hvorfor-g%C3%B8re-det-selv-del-1-af-3)

Men hvorfor lade sig begrænse af egne evner spørger den professionelle. Hvorfor ikke bare hyre nogle specialister der ved ”hvordan man gør”? Måske fordi det at forestille sig noget uden at kende til det ”hands-on”, det være sig programmering eller bronzestøbning, har en tendens til at blive overfladisk og generisk. Hvis man ikke selv har direkte adgang til de mulighedsrum som materialer og teknikker udgør når man faktisk har fingrene i dem, så bliver man hurtigt afhængig af andenhåndsviden og kulturelle stereotyper. Hvis man overlader det til en ”professionel” at høste de erfaringer man får ved konkret omgang med verden, så får man aldrig selv adgang til den store mængde af viden der ligger uden for det allerede beskrevne. Man forbliver isoleret fra det praktiske arbejdes rigdom af paradoksale erfaringer, og tilbud om at tænke verden på nye måder. Lige nu har vi akut brug for at lære at nyde og være i verden på nye måder, hvis vi ikke skal gøre endnu mere skade på hinanden og den verden vi bor i – Der er så uendeligt meget at lære endnu, så mange ukendte nydelser at finde og så mange andre måder at være i kontakt med verden på, der ligger uden for det behageligt genkendelige og konventionelle - Og måske er det netop her at kunstrummets urenhed har noget at tilbyde, hvis vi kan lade være at tage ”kosten frem og feje skidtet væk”. Hvis vi bare kan tage os sammen til at lade være med at lede efter en uopnåelig renhed og genfortælle de samme fortærskede pointer.

Kunstværker, der er frembragt af nogle der selv er i færd med at erkende noget, er åbne for fortolkning på en anden måde and de der allerede er blevet fortolket færdige ”på papiret” længe inden de blev produceret. Man ser i den uperfekte finish, og den endnu ikke tilendebragte tankerække, en plads hvor man også selv som beskuer kan være en handlende kraft i verden og hvor ens egne tanker også kan have værdi. En sjælden gang i mellem oplever jeg at kunst kan skabe den slags frirum. Et frirum hvor både beskueren og dem der står bag udstillingen, har plads til at tænke. Når det sker, åbner kunstrummet for et reflektionsrum der for et øjeblik gør det muligt at overskride samtidens normer om den belærende, sentimentale og smagfulde kunst. Her kan de der arbejder med kunst overveje og afprøve ideer og teknikker sammen med publikum, frem for stolt at demonstrere erkendelser de selv har opnået andetsteds.

Kunstnerisk kommunikation drejer sig nemlig ikke om hvad kunsterne eller institutionen vil sige, men hvad publikum får ud af det der stilles til rådighed. Både kunstnere, institutioner (og publikum) har brug for den slags nye erfaringer, og den modstand man kan få fra håndens arbejde i verden, for at kunne mutere til stadigt nye former der kan sige noget relevant om vores samtid og komme med bud på andre fremtider. Ellers risikerer kunstverden udelukkende at blive, hvad mange allerede syntes at den er: en mekanisme der fastholder etablerede privilegier og hierarkier i et i stigende grad kultur-konservativt samfund. At søge væk fra det professionelle kunstner rolle, er at søge at forbinde ideernes abstrakte verden med den fysiske verdens begrænsninger og rigdom, sammen med beskueren. At holde op med at kalde sig professionel er at anerkende at kunst producenten kun sidder på en lille del af betydningsdannelsens kollektive mekanismer. Det er at lukke døren op til den del af kunsten hvor der tænkes og gøres, frem for defensivt at skjule tvivlens sprækker med retoriske krumspring og danne smagfuldt genkendelige overflader der skjuler deres ophav.

Men hvorfor skulle man dog ikke ønske sig at slippe for at skrive ansøgninger eller pressemeddelelser, spørger den specialiserede kunstner? Måske fordi, hver enten man vil det eller ej, så spiller sproget omkring kunstværker i dag, både en betydning for hvordan værket bliver til, og hvordan det forstås hele vejen fra materialebeskrivelsen og prisen, til fondsansøgningen og den heroiske monografi. Bureaukratiet, medier og markedet påvirker al den kunst de faciliterer, og kun ved at engagere sig i deres mekanismer kan man for alvor forstå hvad rolle man selv spiller i kunstverdenen og hvilken betydning det man laver får i de systemer det cirkulere i. Det har mange kunstnere længe vidst, i hvert tilfælde siden den tidlige konceptkunst, men i dag har den øgede specialisering betydet at forbindelsen mellem verden og sproget i stadigt højere grad er blevet en forbindelse fra sproget til verden og i meget mindre grad omvendt. Kunstneren administrere og beskriver for de faggrupper der står for den faktiske produktion af værker - eller sådan er i hver tilfælde den professionaliserede kunst verdens ideal. For der findes forsat mange der både tænker og arbejder ”hands-on” med verdens erfaringsrigdom, det er blot ikke det kunstverdenens mytologier lægger vægt på eller tilskriver værdi.

Når man kaster blikket uden for hypeøkonomiens ørken af homogenitet, finder man et utal af stemmer (og kroppe) der skriver på andre måde og er optaget af andre emner, end de der har ladet sig specialisere. Der er mange marginale kunstnere der følger verden på tværs af kategorier og normer, selvom den slags ”rod” ikke tilskrives værdi i en professionaliseret kunstverden. Ligesom der findes et utal af ikke-kunstnere der producerer tekst og tænker tanker der ikke værdsættes i det specialiserede samfund som vi eksisterer i nu. Det marginale er ikke nødvendigvis en kvalitet i sig selv, men det er den veltilpasse professionalisering heller ikke. For det er en fordel at have et problematisk forhold til sproget i verden og verden i sproget, sådan som f.eks. mange billedkunstnere eller autodidakte har det, hvis målet ikke er at skrive endnu en generisk selv-legitimerende tekst, eller fremstille endnu et illustrativt og opbyggeligt værk. At skrive sin egen underlige ansøgning eller pressemeddelelse ud fra erfaringen med at skabe det den omhandler, er at tage medansvar for kunstværkets fortolkning.

At skrive ud fra en sådan impliceret position i verden der deltager i kunstverdenens økonomier, frem for på afstand af den, er at være med til at udvide mulighedsrummet for hvad der har værdi og hvordan. At nægte at professionalisere sig er at insisterer på de komplicerede forbindelser mellem håndens erkendelser og hovedets arbejde, mellem teksten og objektet, mellem høj og lav, mellem snavs og kunst, mellem udstillingsrummet og kontoret, mellem kosteskabet og galleriet, mellem værkstedet og bestyrelseslokalet, mellem det praktiske og det ideelle.

Som kunstner betyder det at af-specialiserer sig, og f.eks. skrive sine egen ansøgninger eller formidlingstekster, at man tager en del af den administrative byrde på sig. Så man bedre kan forstå det arbejde og de individer der skjuler sig inden i bureaukrati og institutioner, hvor de udføre usynliggjort arbejde i ofte overraskende sårbare systemer. Ved at deltage i bureaukratiet som de systemer man er indlejret i består af, bliver det muligt at solidarisere sig, også med de der er ”fanget” inde i institutionerne og bureaukratiet - frem for at gøre dem til sine fjender eller modstandere. Og derved at muliggøre en at man an skabe forandring i kunstverdenen baseret på en lidt bedre gensidig forståelse, dialog og så meget åbenhed som det kan lade sige gøre at oppebære i en hypeøkonomi som kunstens,

At kalde sig ikke-professionel er at anerkende at man som kunstner er en lille del af et større kaotisk system af forældede konventioner og underlige traditioner som få, måske ingen, reelt kan overskue og endnu mindre kontrollere. Det betyder at man begynder arbejdet med at bygge noget godt ud af den ruinnøse kunstverden vi har arvet fra tidligere tiders samfund. I håbet om at nogle institutioner og bureaukratier også vil anerkende og solidariserer sig på tværs af de sociale hierarkier og vanetænkning - ikke kun med dem der ligner dem selv, men også med videns former og traditioner der traditionelt siges at ligge fjernt fra deres egen.