Jeg lever i et ikke ideelt samfund og prøver at få det bedste ud af det alligevel. Jeg ved f.eks. godt at jeg er en del af et samfund baseret på arbejdsdeling, specialisering og ekspertlig-gørelse - men det betyder ikke at jeg selv behøver at underkaste mig eller videreføre disse strukturer. Tværtimod forpligter min utilfredshed med de forventninger om en (såkaldt) professionalisering som samfundet helt generelt dyrker, mig til at søge at få en så bred og mangfoldig erfarings og handlings horisont som muligt. I den lokale kunstverden, hvor mit professionelle liv hovedsageligt udspiller sig, oversættes samfundets generelle normer til underlige lokale variationer som for eks. de forstenede genrebegreber og medie opdelinger der slører og fortrænger aktiviteter og traditioner der går på tværs af deres rigide kategorier. Rigide kategorier der afspejler og forstærker rigide samfundsmæssige hierarkier og som man alt for let selv kommer til at understøtte hvis man lader sig begrænse af specialiseringens snævre logik.

Professionalisering, er specialisering væk fra generalistens omgang med verden som både materiale og tanke. Succes i en professionaliseret kunstverden er ledelse, og drømme om studiomanagers- og assistenter der udfører det praktiske arbejde, mens kunsterne holder møder og arbejder ved skærmen. Specialisering er at træde et skridt væk fra den materielle verden og de erkendelser den praktisk ”hands-on” omgang med dens umiddelbarhed og kompleksitet rummer. At professionalisere sig er at træde et skridt væk fra reflektionen over verden og hen mod at tage den materielle verden for pålydende uden at stille spørgsmål.

Derfor gør jeg det selv: jeg fejer gulvet, jeg søger pengene, jeg bygger soklen, jeg skriver teksten, jeg fikser 3d printeren, jeg driver udstillingsstedet, jeg programmerer, jeg spartler og maler vægen, jeg holder foredraget, jeg syer kostumet, jeg laver frokosten, jeg sidder i bestyrelsen, jeg tager opvasken, jeg sætter døren i, jeg maler min krebs, jeg ordner regnskabet, jeg skriver denne tekst, jeg underviser, jeg laver mad til familien, jeg udtaler mig til avisen, og jeg prøver at være en okay forældre. Ikke fordi verden ikke har brug for specialister med en smal men dyb viden, men den har også brug for generalister der forhåbentligt kan skræve over den fiktive kløft vores kultur fortæller os at der er mellem hånden og åndens arbejde, eller mellem det lønnede arbejde og det ulønnede eller mellem det akademiske og det ikke akademiske, eller mellem det tekniske og det ikke tekniske, eller mellem det politiske og det ikke politiske. At søge at undgå at specialisere sig, og undlade at afkræve andre professionalisering, er at forholde sig kritisk til det samfund man lever i og søge nye veje.

Men nu forestiller jeg mig at den professionelle spørger: Hvorfor skulle man dog for eksempel ikke ønske sig en til at feje gulvet i værkstedet eller kunstinstitutionen så man får tid til det man er dygtigst til? Måske fordi man har lyst til at bevare ikke kun hukommelsen, men også en konkret og kropslig erfaring af rummet. Måske fordi rengøring er så meget mere end et praktisk eller kulturelt betinget ritual. Det er en måde at erkende og skabe rum på, og en måde at generfarer og overveje de rum man bebor i hverdagen. Fordi hvis man selv, blot en gang imellem, gør rent, så forstår man både med sin krop og bevidsthed en lille smule bedre hvordan det er at arbejde som rengøringsassistent. Man forstår hvordan det arbejde er mindst lige så vigtigt for opretholdelsen af hvad-man-nu-end-er-i-gang-med, som det der kaldes det administrative eller kreative. Fordi så kommer man måske til at snakke med rengøringsassistenterne, så man kan se hvordan deres arbejdsforhold kunne forbedres, og høre deres forslag til hvad man kunne gribe anderledes an.

Fordi når man selv er rengøringsassistenten, ser man ting der ellers er usynlige. Når man selv er den der kommer på tidspunkter hvor huset er tomt og uden des normale funktioner, er det nemt at forestille sig at det kunne bruges anderledes og af andre. Der ting man kun forstår hvis man ved hvor snavset samler sig, og hvor ferniseringsgæsterne stiller deres glas så der kommer ringe i vindueskarmen. Man forstår meget bedre det uendelige arbejde der ligger i at få udstillingsrummet til at forsvinde, så kunsten står klart frem. Man kender både med sin krop og sit sind al den ”støj” der skal undertrykkes for at man kan styre blikket hen på det rummet indeholder og væk fra rummet selv. Måske kommer man endda til at forbinde den abstrakte ide om institutionen eller kunstpraksissen med de kropslig og praktiske erfaringer der findes i den fysiske omgang med materialer og rum. Måske får man endda lyst til at lave udstillinger hvor rummet, snavset og de kroppe og sind der undertrykker rodet, ikke forsvinder, men gerne må spille en rolle når kunsternes intentioner møder publikums tolkninger. Måske får man nye ideer til hvad kunst kunne være og hvem der kunne lave den. At søge at undgå professionalisering er at undgå at isolere sig blandt de andre professionelle, og fortsætte med at tage ”elevatoren” op og ned - eller måske nærmere fra side til side - fra det der kaldes samfundets spidser til des såkaldte bund. Afprofessionaliseringen handler om ikke at internalisere samfundets hierarkier, men i stedet at vælge den rigdom af erfaring verden udenfor de rigide kategorier vi inddeles i tilbyder.