Kunstverdenen er som en marskandiser. Fuld af gammelt gods og glemte drømme der bare venter på at der er nogen der opdager dem. Fortidens ideer og sensibiliteter der længes efter at få plads til at folde sig ud når tiden er moden. Noget er blevet slæbt frem i forlokaler og pudset af, så de passer til tidens mode, strømninger og hype-økonomien. Gamle ideer pudset af så de ser nye og historieløse ud. I baglokalet bugner bunker af Fortidens håbefulde fremtider der aldrig materialiserede sig. Her er der ubrugt potentiale, der kunne blive brændstof til nye kunstverdener, hvis blot de kom frem i lyset og fik lov at vokse vildt. Fortrængte historier og andre underligheder, der gemmer sig bag ulåste døre. Miskrediterede stilarter og udgrænsede udtryksformer står opmagasineret side om side med kunstnere og kunststrømninger, der engang var kendte og elskede, men nu er blevet gemt væk i kulturens pulterrum. Måske glemmer marskandiseren en kold aften at slukke for gasblusset og brænder hele herligheden ned. Hvad gør vi så, når kun det kendte og smarte er tilbage at genopfinde verden med? Så vi må enten overgive os til en lang og enslydende fremtid, der bliver ved med at præsentere det samme som noget nyt og banebrydende. Eller håbe at der findes andre reservoirer for uendelighed - at der er nogle har husket at holde det unfashionable i live.

Kunstverdenen er som en ruin fuld af fragmenter fra tidligere tiders ideer og samfundsmodeller. Ældgamle konventioner styre fordelingen af ressourcer og doven vanetænkning fremsættes som ny og banebrydende. Men i revnerne og skyggen trives lidt uønskede udvækster som de der vedligeholder ruinerne sanker omkostningsfrit fra. Uden for ruinerne er der heller ikke plads til de uønskede vækster, der kræver netop de jordbundsforhold og klima der findes på kanten af ruinerne af en svunden verden. Her vokser unyttige og sære traditioner under dække af de ruiner, de drømmer om at vælte eller blot ignorerer.Man kan måske komme til at overveje om det interessante kun kan trives hvor der er modvind og skygge. Men sådan er det ikke, de overlever kun lige her i mørket og udfolder langt fra det potentiale og erkendelse de rummer. Måske vil fortidens ruiner en dag endeligt blive til sand opgivet af selv de der idag bebor fem. Så kan man forestille sig at lyset skinner på det der i dag er marginalt, så det kan blomstre og selv kaste des skygger over kulturlandskabet for en tid. Men for nu må det der trives uden for mainstreamen få det bedste ud af situationen og som frø i ørkenen vente på den ene gang hvert århundrede hvor det regner på dem. Og vi der anerkender dets vigtighed, må søge at holde det i live der gror i margen og i sprækkerne indtil da - eller i det mindste holde fast mulighederne for at verden i morgen kunne bliver noget andet end en fordrejet ruin af fortidens idealer.

Kunstverdenen er som et rodnet, hvor alle delene nære hinanden, selvom de umiddelbart kan virke uforbundne. Selv de der føler sig fjerne fra rodnettet er en del af systemet. Selv når det går kunstnere, institutioner eller gallerier jeg ikke føler slægtskab med, kender til eller overhovedet sætter pris på, godt - så kan deres succes betyde at det bliver flere ressourcer i kunstverdenen som helhed. De trækker næring og ressourcer ind i systemet, og hvis kunstner ansætter kunstnere, så bliver ressourcerne fordelt lidt, om end skævt. Hvis nogle næres, kan hele den resource fattige lokale kunstverdenen næres lidt. Ikke fordi man ikke kunne ønske sig en bedre og mere fordeling retfærdig fordeling af ressourcer - men når institutioner og bureaukratiet nu engang er forelsket i ideen om en kunstnerisk elite og andre hierarkiske fantasier, så er det centralt at vi - der begunstiges mere eller mindre af disse systemer, deler vores ressourcer som bedst vi kan. Hvis man anerkender at man både er sig selv og en del af noget større som man næres af, så bliver det et fælles ansvar at nære også dele af kunstverdenen der føles fremmede og måske endda irriterende.

Kunstverdenen er som en kræftsvulst, der trækker veksler på et allerede døende velfærdssamfund. Ressourcer der kunne bruges på at gøre samfundet mere ensartet og produktivt spildes på uproduktive kunstneriske projekter. Kunstprojekter hvis effekter er for langsigtede til at anses for nyttige af den dominerende teknokratiske nyttetænkning. Under dække af tidligere tiders kunst tætte forbindelser til magten er dele af kunstverdenen i dag en unyttig snylter, der ofte hverken producerer brugbare produkter i samfundets øjne eller hylder de såkaldte fælles værdier som de få har valgt for os. Kunstverdenen er en lille del af samfundet, der i bedste fald ikke opfører sig som de overordnede normer. Lidt højstemt kun man tænker på kunsten som positiv gevækster på en kræftsvulst af et samfundssystem der ødelægger både sine borgere og den planet den lever på. Som en uregerlig del af den store politiske krop, er vores samfund, der ikke længere lyder ordre fra den skrumpende middelklasse eller den politiske klasses selvoptagede centralnervesystem. Det gør den lille del af kunstverdenen jeg holder af i hvert tilfælde kun til dels. Den er en mutation samfundet sandsynligvis kan leve med i lang tid takket være kunst institutionernes rolle som livsforlængende medicin for det etablerede. Det er ikke nemt at leve i et samfund man er kritisk over for og vi går nok alle sammen rimeligt meget på kompromis og tilpasser os for at kunne leve i den store tunge samfunds krop. Men måske kan man søge at bibeholde blot en lille smule af vores uregerlighed og støtte hinandens samfundsskadelige tendenser, frem for at lade som om at vi tror at det døende velfærdssamfund rummer de løsninger vi søger.

Kunstverdenen er som en skraldespand hvor radikale ideer og tanker der kunne forandre verden bliver til tom retorik og godt købmandskab. Her bliver samfundsforandring til samfundsdebat, det ubekvemme til det smarte og den kritiske tænkning til en kanon af kritiske tænkere. Hvis man ønsker at bevare samfundet nøjagtig som det er bør man lade flere blive kunstnere og lave flere kunstinstitutioner der kan transformerer politik om til æstetik. Men kunstverdenen er også et sted hvor man kan spekulere stort om andre fremtider og være små radikal uden at behøver at føre sine tanker ud i livet. Udstillingsrummets skiftende midlertidigt gør det til et godt sted for prototyper og forsøge, der måske senere vil vise sig at kunne bruges på større skala i samfundet og hvis ikke, så gør det heller ikke det store. Netop det at det er en skraldespand gør at der her kan udvikles modeller for forandring og nye ideer. Ikke at den slags fylder meget i de ressourcerige lag af kunstverdenen, men de trives i bunden af skraldespanden sammen med det gamle tyggegummi og kaffegrums. Hvor de ulækre kan formuldes og noget nyt vokser frem af samfundets ubrugelige skrald.

Kunstverdenen er en familie. Da jeg f.eks. for nogle år siden blev alvorligt syg, var der mange kollegaer der tilbød at hjælpe. Men når det kom til stykket, havde de færreste faktisk tid og overskud til at komme forbi med den lasagne, de havde lovet eller passe mit barn, som de havde sagt at de gerne ville. Alligevel gjorde det indtryk, og jeg bærer i dag kollegers gode viljer til at hjælpe med mig når jeg tænker over kunstverdenen. Jeg tror ikke at min mor nogensinde sagde, som man ellers ofte sagde i 70erne: "spis din mad, der er sultne børn i Afrika " men derfor kender jeg problemet alligevel. Hvorfor søge solidaritet og arbejde for bedre vilkår lokalt når der er så mange i verden, der har det så meget værre end i den lokale kunstverden? Men det er ikke et spørgsmål om enten eller for mig, snarere om man overhovedet, uden at lave bedre strukturer lokalt, kan skabe strukturændringer globalt.

Det er vanskeligt at starte med at forsøge at hjælpe eller favne alle i hele verden - men inden for "familien" kan man måske nemmere overskue at gå ud over blodets bånd og komme i gang med at skabe forandring. Hvis man starter lokalt og i det små med f eks at skabe solidaritet og inklusion blandt fagfæller, er det vigtigt at kunstverdenen ikke lukker sig om sig selv. Men bliver en afgrænset gruppe der med tiden kan udvides også uden for den tættest og mest omgængelig familie til fjerne gran onkler og tanter som f.eks. liverollespil, kunsthåndværk eller modeltogsentusiaster. Alene gruppen af billedkunstnere er, især hvis man tænker globalt, så stor og vildtvoksende at jeg selv må arbejde ikke så lidt for at opretholde fornemmelsen af både at være i familie med millionær kunstner som damien hirst og alle kunstner jeg endnu ikke kender fra lande jeg aldrig har besøgt. Men lykkes øvelsen med at tænke på kunstverdenen som en slags udvidet familie, så kan den lokale og mere velkendte kunstneriske familie blive til en spejling af en global familie på tværs af politiske grænser og vilkår. Familien kan blive et hjem uden geografisk centrum, hvor man kan finde læ i kunstverdenen, når man færdes i fjendtlige omgivelser. Familiefølelsen kan blive et udtryk for en omsorg, der i bedste fald strækker sig ud over blodets og nationens bånd. Så bliver kunsten en familie der ikke respekterer konservative nationale mytologier og primitive identitetskategorier, men søger at skabe forståelse på tværs. Det er helt sikkert en utopisk og urealistisk projekt, men hvis man accepterer at utopier ikke skal realiseres, men i stedet bruges til at skabe forandringer og udfordre f.eks. de hyper individualiserede karriere mytologier der dominere kunstverdenen i dag. Så kan ideen om kunstverdenen som en familie have sin berettigelse.

Kunstverdenen er ikke en metafor, det er et konkret og modsatrettet sted, der ikke lader sig opsummere i et simpelt sprogligt billede. Hver metafor skabt for at forklare den folder tilbage og begynder at forme den hvis man ikke passer på. Kunstverdenen er et sted, hvor der vil leves, tanker tænkes og der kæmpes om de få ressourcer der er. Nogle af de kampe står i kraft af de metaforer, der bruges om den del af samfundet, hvor kunsten produceres, administreres og distribueres, som et marked eller fødekæde. Jeg har ikke enkelte nye og bedre metaforer at komme med, men ide om en hel række modbilleder . Billeder der hurtigt kunne få behov for selv at blive undermineret af nye forsimplinger hvis de nogensinde blev for dominerende, hvad der nok ikke er de store chancer for.