Jeg kender en kunstner der engang havde et galleri, men blev træt af at håbe på at galleriets løfter ville blive til sandhed. Jeg kender en kunstner der snakker om at vedkommende ikke følte sig fri, men følte at vedkommende skulle lave hvad galleriet ville have. Jeg kender en kunstner der syntes at selve ideen om galleriet stod i vejen for at lave kunst som den burde laves. Jeg kender en kunstner der syntes at selve ideen om et potentielt salg der aldrig materialiserede sig stod i vejen for at lave kunst om det som vi burde tale om. Jeg kender en kunstner som ikke var for forfængelig til at bevæge sig væk fra hype-økonomi og fattig-glamour, og hen mod en hverdags politisk praksis. Jeg kender en kunstner der engang brugte formuer på at indramme værker så de kunne blive solgt, fordi vedkommende håbede på noget vedkommende ikke helt vidste hvad var. Ikke fordi der var nogen der tvang vedkommende, men fordi det var sådan at det føltes som om man ”burde” gøre. Jeg kender en kunstner der engang håbede på at markedet var en måde at få frihed til at lave kunst på, men fandt ud af at sådan var det ikke, i hvert tilfælde ikke for vedkommende. Jeg kender en kunstner der sagde ”det gider jeg ikke mere”, eller måske bare stille tænkte for sig selv at nu går det ikke mere at håbe på noget der aldrig kommer. Jeg kender en kunstner, hvis tvivl minder mig om min egen tvivl, men som handlede på den. Jeg kender en kunstner der henter sine materialer på genbrugspladsen og har lønarbejde arbejde halvdelen af ugen for at få tid til at være på sit værksted. Jeg kender en kunstner der ikke tænkte på sit farvel til galleriverdenen som et politisk projekt, men blot handler ud fra hvad der er muligt for at opnå størst mulig frihed og gøre mindst mulig skade. Jeg kender en kunstner der sagtens kunne bruge mere tid på sit værksted og mindre på f.eks. at undervise børn eller arbejde på lager Jeg kender en kunstner der ikke har noget imod at have et lønarbejde, men ville kunne lave endnu federe ting, hvis bare ikke lønarbejdet tog så meget af tiden og overskuddet. Jeg kender en kunstner der selv når vedkommende arbejder i kunstsektoren ikke bliver betalt som den ekspert i kunst vedkommende er, men i stedet får løn som en studentermedhjælp. Jeg kender en kunstner, eller faktisk mange, der ikke håber på et ”gennembrud” men bare på et velbetalt deltidsjob. Jeg kender en kunstner der på en eller anden måde holder humøret højt og bliver ved med at praktisere selv når den etablerede kunstverden giver vedkommende en kold skulder Jeg kender en kunstner der aldrig selv siger det, men er mere bæredygtig i sin praksis end mange der råber det højt og ofte. Jeg kender en kunstner der handler politisk frem for at lave kunst om politik – eller måske gør begge dele på en gang. Jeg kender en kunstner der stiller værker bygget af materialer fra genbrugsstationen, tilbage på genbrugsstationen fordi de ikke bliver solgt og vedkommende ikke har plads til dem. Jeg kender en kunstner der nogle gange ser folk gå glade hjem med de værker vedkommende afleveret på genbrugsstationen, uden at vide hvem der har lavet dem eller hvorfor de ser ud som de gør. Jeg kender en kunstner der nogle gange forestiller sig hvor alle kunstværker uden afsender er havnet henne. Jeg kender en kunstner som jeg ikke selv har fundet på, men som selv fremstiller sig meget anderledes end jeg gør her. Jeg kender en kunstner hvis navn jeg ikke vil nævne fordi vedkommende ikke nødvendigvis forstår sig selv som jeg udlægger vedkommende her. Jeg kender en kunstner som jeg håber, vil tilgive mig at jeg heroiserer vedkommende en smule fordi vedkommende ikke ser sig selv som særlig heroisk. Jeg kender nemlig en kunstner, der er så ubekvemt ved kunstverdenens dovne version af kritiske diskurser, at vedkommende slet ikke har lyst til at blive beskrevet som politisk, kritisk eller bæredygtig. Jeg kender en kunstner som jeg alligevel gerne vil indskrive i disse diskurser, fordi jeg synes at vedkommendes hverdags politiske arbejde er et godt svar på mange af vores samtids problemer. Jeg kender en kunstner der pragmatisk leder efter friheden til at lave kunst uden at gøre skade, fordi det er en selvfølge og ikke noget heroisk. Faktisk kender jeg flere af den slags kunstner som inspirerer mig selv til at gøre, som de gør, uden at være berømte, belæste eller anerkendte. Jeg kender flere kunstnere, der gør deres del af arbejdet for at ændre både kunstverdenen og verden generelt uden at prale med det - og muligvis uden helt selv at være klar over, at hvad de gør, ser sådan ud i mine øjne, og derfor skriver jeg dette. Jeg kender masser af kunstnere, der arbejder uden for etablissementet, fordi det for dem er det eneste der giver mening og ikke fordi det er en del af en forudbestemt ideologi eller et projekt de håber senere at profilere sig på.
Jeg kender mange kunstnere der finder friheden til at arbejde bæredygtigt sådan her -men der er sikkert også mange andre både kunstnere og ikke kunstnere som jeg ikke kender, der gør noget lignende - men jeg kan kun skrive om dem jeg kender til. Ligesom der sikkert er mange andre der kunne vise vejen til en bæredygtig og mindre kommerciel kunstverden, der var tættere på hverdagen og det levede liv - hvis blot ”gørelsen” fik lige så meget plads som retorikken i kunstverdenen. Jeg kender i hvert tilfælde rigtigt mange kunstnere som ikke selv siger så meget, men hvis praksis kunne lære os meget hvis blot vi var villige til at lytte. Hvis de der som mig bedriver den såkaldte "diskurs", var mere villige til at koble teoriens abstrakte tækning og det levede livs praksis tættere frem for at holde dem adskilt.