For noget tid siden mødte jeg en gruppe kunstner der drev et udstillings sted i centrum af en større by i europa. Det havde de gjort i mange år da den støtte de havde fået og som havde finansieret deres mange aktiviteter med et blev fjernet. For deres sidste midler havde købt en softice maskine, der ikke krævede noget speciele tilladelser eller uddannelse at betjene. Da deres lokaler lå midt i det aller mest turistede centrum af byen kunne de sælge en masse is uden det store besvære og havde, da jeg mødte dem, overlevet i mange år med svingende offentlige støtte.
De var ikke igang med at blive rige,eller starte en kæde af is butikker, men at finansiere fortsatte kunstneriske aktiviteter med den mindst mulige arbejdsindsats. De er modvillige kapitalister i kunstens tjeneste der kanalisere penge fra turist industrien ind i billedkunsten, uden om handelstandsforeningens kommercielle lobby virksomhed og turistkontorets fattige reproduktion af lokal identitet. Med tiden er isen blevet ihvertilfælde i deres fortælling om stedet en del af de fleste kunstens arbejde på stedet. Som underlige varianter af drys og farver der passer til udstillingens tema eller form.
Det er interessere mig ikke så meget hvad stedet hedder, hvor det er henne eller hvad for noget kunst de viser. Men ideen om at skabe økonomi uden om den normale kustøkonomi tiltalte mig. Og jeg tænker hvad kunne man ellers lave der gav højt afkast med minimal arbejdsindsats, ikke for selv at få en bedre levestandard,men for at give plads til mere kunst.
Man kunne have en pakkeshop en cola automat en cykelsmed et sted man kan efterlade sin tasker en cryptobørs der sælger nfter en hjemmeside der solgte performance Et sted man købte regntøj og paraplyer Et blandselvslik sted der kun var åbent om fredagen Det kunne også være en økonomisk sucessfuld kunstner brugte sit overskud til at betale huslejen eller dele sin plads og resourcer. Allerhelst kunne sælge økologiske grønsager man selv har dyrket eller andet der gjorde noget positivti verden. Men det er tit lige så vanskeligt få til at køre rundt som selve kunst praksisen, så det ville nok hurtigt blive ens primære aktivitet. Og det ville såmænd også være godt på mange måder , udover at de kunsteriske aktiviteter og den tænkning der knyttet sig til dem så ville have endnu mindre plads i verden. Og netop de marginale kunsteiske aktiviteter tror jeg kan være med til at danne forbindelse mellem kritik og nydelse. For den danner forbindelse mellem teksten reflektion og den fysiske verdens erkendelser, og har noget vigtigt at bidrage når tiden engang bliver moden til at ændre sig.
Der er helt sikkert mange andre muligheder for at skabe tid og økonomi til kunst uden om mæcener og fonde, men min fantasi er fattige på netop de kommercielle område, (hvad min økonomiske situation også bære præg af. Men jeg tænker at det må findes et utal måde at gøre det på, med inspiration fra is maskinen
Men det kan man nok ikke uden selv at komme til at indgå i markedets mange problematisk mekanismer. Men det er helt okay hvis man, som jeg, er træt af at vente på at revolutionen kommer og ændre det hele til det bedre. Det er helt okay hvis man ønsker at skabe små lokale forandringer og lave plads til unyttige aktiviteter I stedet for at vente på at kilma katastrofen kommer og skaber forandring hver enten vi vil det eller ej. Eller hvis man som mig tænker at både revolution og transformative katastrofer som reglen går ud over de der i forvejen har mindst og at det gælder om at udgå begge dele hvis man kan. Hvis man som mig er skeptisk over for om utopier skal føres ud i livet, og heller vil bruge dem til at nedbryde det nuværende og huske os på at vi kunne vælge at gøre tingene anderledes.
Der er mange forskellige tradionerne for at leve i en samfundsorden man ikke kan leve med, det er slet ikke noget nyt. Der traditioner for at skabe lokale rum for håb og skønhed i totalitære omstændigheder man har svært ved at ændre. Ikke istedet for at søge radikale strukturelle ændringer, som for at alt ikke bliver defineret negativt som modstand mod noget. Man kan for eksempel købe en softice maskine og søge at skabe plads til aktiviteter der ellers er hjemløse eller bliver regnet for værdiløse.
Det giver mig et delvist svar på nogle af de spørgsmål jeg selv kæmper med som til dels instutioneliseret kunstner: Hvordan bygget vi kunstner overlevelses dygtige distributions former for kunst der ikke forsvinder når den politiske goodwill forsvinder. Hvordan holder vi kunstner fat i emner der ligger uden for presse og politikeres kortvarige opmærksomhed og manglende refleksion. Og hvordan skaber vi struktrer der med tiden kan slår bro mellem generationer, geografier og identitets kategorier frem for acceptere de karirerer kategorier vi opdeles i.
Jeg husker f.eks. at Kunstnersammenslutningerne var stærke men søvnige i midt 90erne da jeg blev en del af kunstverdenen. De repræsenterede et alternativ til den karriere orienterede kuratorverdnens omskiftelige hypeøkonomi (der er selvfølgeligt også mindre karrier orienterede fattige græsrods kuratorer, men dem er der ikke mange af så vidt jeg kan se) der der uheldigvis var stivnet i et konservativt forsvar for egne priviliger, uden interesse for at danne alliancer med yngre kunstner eller finde nye former. Må jeg tænker tilbage var den selvfølgelighed hvormed Kunstnersammenslutningerne på skift overtog de lokale kunst instutioner vanskeligt at forstille sig genindført. Og nok heller ikke noget man bør ønske sig, i al sin konservative selvtilfredshed.
Men nu hvor inflydelse på instutionernes program virker til endegyldigt syntes at være gledet kunstnerstanden af hænde og beurokartiets i stigende grad definere hvad skal laves kan det godt ud fra politiske mål, kan det være godt at huske at tingene kunne være anderledes. I dag kan det godt være lidt sørgeligt at tænke på hvordan det lokale kunstscene kunne have set ud, hvis ikke det kunstner var blevet skubbet ud af bureaukratiet og trænet til skal betjente bureaukratiet og opflyde des behov frem for omvendt. Og Nu er det måske på tide at finde på nye modeller med inspiration fra fortiden, fordi den er blevet fjern nok til at kunne bruges frit. Tid til at huske at andre organistions former og økonomier altid har eksisteret og vil eksisterer i fremtiden. Tid til at finde måder at holde også de kunst traditioner i live der ikke finder nåde i samtidens overophede metabolisme og som defor ikke når frem til et større publikum. Måske burde flere af os købe en brugt softice maskine og holde op med at søge midler?
Problemet er blot at Indtægterne ved den slags er blot ofte så lave, i hvert tilfælde ved de aktiviteter jeg kan finde på, at når man vender sig bort fra ledelse og business plans maksimalt kan håbe på at holde op med at tabe penge på at drive kunstnerisk virksomhed og gå i nul - frem for at få økonomien til at tage sig tiden til faktisk at gøre noget der går på tværs af tidens lidt kedelige trends. Men måske er det noget vi kan løse sammen hvis vi prøver? Måske kan vi lave nye og tilsvarende sammenslutninger der kan skabe økonomier uden om gallleri-institution-messe-bienale systemet baseret på nye "soft ice maskiner" der kan give os en smule frihed til at gøre tingene anderledes end det smalle udsnit der dyrkes af bureaukratiet, presse og markeder.