Kultur er ikke noget man er

Jeg hører en playliste med tysk-tyrkisk gangsterrap, hvor Hölderlin-citater og Stockhausen-samples blander sig. Jeg tænker på den danske folkeskole. Autoritetstro og den dannelse, der giver respekt for kunst og kultur, går ofte hånd i hånd, så man let forveksler dem. Den tyske alvor kan være svær for en som mig, rundet af en dansk antiautoritær tradition, men også en lettelse: kulturen er ikke kun Rowling og AI-beats.

Udefra mærker jeg i den tyske offentlighed en alvor, jeg ikke deler forudsætningerne for. Jeg ved, at den tyske skole sorterer børn tidligt efter færdigheder, og at den gør det med en langt større autoritet end den, jeg selv er vokset op med, og det er ikke noget, jeg ønsker mig. Men også de spor, der ikke fører videre, ser ud til at give kunst og litteratur med. Der bliver læst digte i lokaler, hvor ingen forventer, at eleverne skal på universitetet. Så kan Hölderlin ende hos nogen, sorteringen havde regnet for færdige, og når nogle unge rødder citerer ham på en plade, siger de samtidig, at det litterære liv ikke er noget, de står uden for.

Herhjemme bliver klassesamfund og vidensgab til spørgsmål om national identitet og Grundtvig. Højskolebevægelsen var anti-elitær, men efterlod også en forestilling om kultur som noget, man er, snarere end noget, man tilegner sig. Er du dansk, er du allerede indenfor. Derfor glider kanondiskussionen let over i integrationsdebat. Enhedsskolen er på mange måder god, men der er ikke megen prestige i at kende Højholt. Man stormer ikke en dør, der bliver holdt åben.

De fleste kunstnere uden kunstnerbaggrund, som jeg kender, har på et tidspunkt mødt en person, der kunne åbne døren til kunstverdenen og vise dem, at det ikke kun var et sted for skumfødte genier, men også et hverdagsligt arbejde med at blive bedre. De blev ikke kunstnere, fordi det stod i folkeskolens pensum, at kunst var vigtig, men fordi de mødte en, der selv havde lært at se og gøre et sted. En, der havde noget at åbne døren til, og evnerne til at åbne den.

Hvis man som jeg håber at høre en dansk gangsterrapper ubesværet droppe et Per Højholt-vers og sample både Drill Samples Volume 3 og Carl Nielsen, hvad håber man så på? Ikke på at den såkaldte lav- eller popkultur undertrykkes, men på at den bliver forbundet med de traditioner, der holdes indespærret i højkulturens krav om at tilhøre og på forhånd vide, hvordan man forstår.

Viden kan tilegnes af alle, der vil, hvis bare den er tilgængelig og rigelig. Ikke sådan at alle får det samme ud af det, men alle kan lære at lave og værdsætte kunst. Identitet kan derimod ikke læres. Den bygger på, at nogle ikke har den, og leder altid efter nogen at kalde fremmede. Når kultur gøres til et spørgsmål om identitet, bliver adgangen til den mindre, og det, den kan udrette, ikke større. Uligheden bliver skjult bag statens kategorier, og en systematisk mangel på adgang til kunst og kultur bliver gjort til en moralsk fejl hos de individer, der blot ikke har haft muligheden. Det er ikke bare en misforståelse, det er en mere eller mindre bevidst udelukkelse fra den kritisk legende omgang med kunst. Det er en måde at lukke døren for de fleste, mens man påstår, at den står åben for alle.

Og det gør kagen mindre. Vækstlaget bliver goldt og uden de impulser, fortidens kunst har brug for, hvis den skal blive til fremtidens. Nydelsen bliver mindre. Der er færre, der nynner de salmer, som påstås at udgøre vores kulturs centrum, hvis de ikke også må bruge dem i en raptekst.

Mange kunstnere har gennem tiden behandlet viden og kunst som noget, man kunne lege med, uden at gøre forskel på, hvad der normalt regnes for svært eller smalt, og hvad der regnes for let eller popkultur. Men man kan først deltage i legen med sprog, form og billede, når man har fået adgang til det. Nogen skal have stillet salmerne, digtene og optagelserne til rådighed, og nogen skal have vist, at de ikke er døde, men kan blive levende i ens egen mund og få nye betydninger, i stedet for kun at henvise til en fast kanon.

Det er den tradition, vi skal styrke, hvis vi vil have et levende kulturliv i et levende samfund. Ikke mere ærefrygt og afstand, men en måde at tilegne sig kultur på, der tillader sig at være ubesværet og hverdagslig og at stå ved sine egne tolkninger. Den tyske rapper citerer ikke Hölderlin for at imponere nogen eller for at bestå en eksamen. Han citerer den romantiske digter, fordi digtet var noget, han kendte, og fordi han vidste, han kunne bruge det til at sige noget selv. Det er en forholdsvis fri position, og den kræver, at nogen et sted har gjort kunsten tilgængelig og nærværende — ikke kun som identitet eller essens, men som konkret håndværk, som dialog og som en måde at nyde at være i verden på.

(testing direct syndication from oerum.org )