Infrastrukturen, vi glemte

Programmeringssproget COMAL-80 blev til på Tønder Statsseminarium i midten af 1970'erne. Matematiklæreren Børge Christensen kunne ikke fordrage BASIC og definerede sammen med datalogen Benedict Løfstedt et alternativ. To af hans elever implementerede det i praksis, og i februar 1975 lå sproget klar til udsendelse. Det spredte sig hurtigt på de danske uddannelsesinstitutioner. ​Sproget blev ikke udviklet af en virksomhed med en forretningsplan, men på et lærerseminarium, af en underviser, der var utilfreds med det, han skulle undervise i, sammen med elever, der kunne mere end ham. Mogens Kjær var gymnasieelev i Lyngby, da han skrev til Tønder, påpegede fejl i udkastet til den næste version og fik ret. Printkortene til Commodore-udgaven blev designet af en mand, der havde tid under de lange, kedelige nattevagter i Forsvaret. Kompetencen lå i uddannelsesinstitutioner, i ungdomsskoler og i fritiden, og programmeringssproget blev til, fordi den slags steder fandtes og havde maskiner stående. ​Selv gik jeg til COMAL-80 på aftenskole med min far i 80'ernes Farum, og på min folkeskole stod der Piccoliner fra Regnecentralen. Det var to veje ind i det samme sprog: den ene gennem skolen, hvor staten fra 1984 gav tilskud til indkøb af danske maskiner, den anden gennem folkeoplysningen, hvor et barn og en voksen kunne sidde ved siden af hinanden om aftenen. Ingen af delene blev skabt af et marked. De blev båret af institutioner, der var bygget til noget andet, og som havde plads og udstyr i overskud. ​Muligheden for at gøre noget ved det var der. Staten havde bygget og drevet CPR-registret siden 1968 og havde i 70'erne reddet Regnecentralen økonomisk. Allerede i 1975 nedsatte Databehandlingsforeningen arbejdsgrupper om, hvorvidt samfundet styrede edb-anvendelsen eller omvendt, og i 1983 blev der holdt et nordisk seminar om edb og skolepolitik. Men det blev drøftet blandt folk, der arbejdede med maskinerne. Fra 1985 forsøgte foreningens uddannelsesudvalg i flere år at påvirke det politiske system uden at nå nogen vegne; en af deres egne forklaringer var, at modparterne ikke mente, at en forening skulle blande sig. Da Undervisningsministeriet gav tilskud til skolernes indkøb, rakte interessen til maskinerne og stoppede ved det, der skulle køre på dem. ​Udenlandske koncerner som Commodore og siden IBM havde brug for COMAL-80 for at komme ind på skolemarkedet, og firmaet Unicomal blev stiftet omkring 1982 for at udvikle det. Da det lukkede i 1993, var begrundelsen ifølge Mogens Kjær, at man ikke kunne tjene penge på udviklingsværktøjer: markedet var mættet, og der kom ikke nok opgaver ind. Regnecentralen var gået ned kort forinden, og Piccolinerne blev afløst af pc'er. I 90'erne blev markedsstyring skrevet ind som nøgleord i statens egen it-politik, og Datacentralen privatiseret i 1996. ​COMAL-80 fejlede ikke som pædagogik eller som programmeringssprog. Det holdt op med at blive udviklet, fordi markedet ikke kunne understøtte den slags lokale, langsomt udviklede programmeringssprog. ​Et seminarium, en ungdomsskole og en aftenskole producerede i en periode software, som blev brugt i hele landet, og som Commodore og IBM siden købte adgang til. Den lokale kapacitet og innovation blev ikke afskaffet ved en samlet eller velovervejet beslutning. Den blev bare ikke vedligeholdt, og den lokale digitale infrastruktur og udviklingsmiljøet blev ikke anset for vigtigt nok til at blive understøttet af staten. Grunden til, at vi ikke har en uafhængig digital infrastruktur i dag, er den samme. Det er ikke, fordi det ikke har været klart for alle, der arbejder med det digitale, at vi i det store og hele er kunder i andres butik frem for selv at udvikle noget. Og spørgsmålet er, om vi kan finde en lokalt bæredygtig model for vores digitale infrastruktur, hvis vi ikke er opmærksomme på fortidens uindfriede potentiale. Historien rimer som bekendt, og den, der ikke kender den, kommer tit til at gentage den ved f.eks. at tro, at markeder kan løse alle problemer, eller at det altid er mod de velkendte, ressourcestærke institutioner, man skal kigge efter glimt af, hvad en folkeejet græsrodsinfrastruktur kunne være.