Kristoffer Ørum

57

Bricks and Mortar

Categories: [publication]

Jeg ved selvfølgelig godt, hvilke ting det er meningen, at jeg skal kigge på, og hvilke ting jeg ikke skal tænke så meget over. Alligevel kigger jeg ikke ud i rummet på udstillingen fra den svungne balkon på Gentofte Hovedbibliotek.

I stedet går jeg hen til de diskrete hvide bånd af silikonefugemasse, der med uregelmæssige mellemrum skærer små fordybninger gennem balkonens ubrudte og uudgrundelige hvide overflade. Jeg rækker ud og trykker forsigtigt en negl ind i den hvide masse, så den laver en lille fordybning.

Silikonemassen flyder langsomt sammen igen og skjuler aftrykket af min krop. Neglens halvmåneformede aftryk minimeres, næsten som om det aldrig havde været der. Det går fra at være et tydeligt aftryk til at blive noget, der glider i et med omgivelserne. Aftrykket bliver en del af de mange næste usynlige spor fra tidligere udstillinger. Spor, der kun lige kan anes som diskrete farvenuancer, ujævnheder og “fejl” i rummet, begravet bag et lag af hvid maling under bygningens altid nymalede interiør.

Små spor, der er i familie med den slags materialer, jeg godt ved, at jeg ikke skal beskæftige mig for meget med, som for eksempel ledninger, kaffepletter og brandslukkere. Selv har jeg forlængst glemt, hvem der i sin tid fortalte mig, hvordan jeg kan skelne tilfældige ujævnheder i væggen fra, hvad der er del af en eller andens forsøg på at fortælle mig noget. Jeg har glemt, hvorfor det er, at jeg skal kigge på nogle dele af mine omgivelser og ikke andre. Glemt, hvilke sanseindtryk jeg skal lytte til, og hvilke oplevelser fra mit eget liv, jeg bør trække på.

En let syrlig smag af silikone melder sig på min tunge. En smagshallucination, der måske stammer fra en af mange lejlighedsrenovationer, hvor jeg distræt tog mig til munden, og en lille klat klæg hvid masse sneg sig ind i mit skæg og min mund. Eller måske er smagen bare en “oversættelse” af den eddikelugt, jeg husker i et nyrenoveret badeværelse. Et resultat af hvordan de forskellige sanser i kroppen samarbejder og uregerligt smitter af på hinanden.

Jeg lægger øret til vægen og hører mange forskellige materialer bevæge sig dybt inde bag silikonens fleksible hvide overfalde. Jeg mærker, hvordan vind, vand, is og menneskets aktiviteter overfører energi til bygningen. Energi, der får bygningens bærende konstruktioner af træ, metal og sten til at bevæge sig ude af takt i bygningens stabile indre rum. Materialerne udvider og trækker sig rytmisk sammen og skaber revner i bygningens hårde skal, mens den fleksible silikonemasse bøjer og strækker sig uden ydre tegn på stress.

Uset arbejder omverdenen på at reducere Gentofte Hovedbibliotek til fragmenter af beton, mursten og rustent jern. Minut for minut tørrer silikonemassen ind, mister sin smidighed og forvitres. Omkring mig bevæger bygningen sig umærkeligt hen mod at blive splittet ad i sine grundelementer og blive til byggemateriale, der kan bruges til nye bygninger med de funktioner, der passer til en fremtidig samfundsorden. Fysiske fragmenter af vor tids ideer om fællesskab og viden sammenføjet af klæbrige fyldstoffer til nye ideer.

Jeg lukker øjnene og prøver at genkalde mig, hvordan bibliotekets indre rum ser ud: Fuld af ekkoer af klassicismens drømme om blændende hvid græsk arkitektur, der aldrig har eksisteret. En kollektiv vestlig misforståelse baseret på tidlige arkæologers manglende viden om antikkens mangefarvede arkitektur og skulptur. Jeg forestiller mig, hvordan denne misforståelse i fremtiden vil komme til at tjene som baggrund for nye fejllæsninger. Hvordan en akkumulation af fejlslutninger kan ende med at producere en selvstændig skønhed.

Med kinden helt op mod den kølige væg føles bygningen stabil og permanent. Jeg kommer i tanker om, hvordan ingeniører før i tiden slog modeller af bygninger i stykker for at finde deres svage punkter. Ved at kigge på hvordan modellen revnede, kunne man se de svage punkter og så styrke dem, så bygningen blev mere modstandsdygtig over for de kræfter, den blev udsat for.

Jeg slikker diskret på silikonesamlingen og håber, at der ikke er nogen, der ser mig. Men jeg bliver nødt til at finde ud af, om fugerne smager, som jeg tror. Fugen smager lidt af Ajax og støv. Ikke helt hvad jeg havde håbet på, og jeg bliver i tvivl, om det er silikone, eller faktisk akrylfugemasse, der har en helt anden smag, og min dagdrøm om bygningens ruinøse fremtid går i stå.

Jeg går ned i stueetagen. Kigger op mod undersiden af balkonen og ser en lem i loftet, jeg ikke har lagt mærke til før. Jeg forestiller mig, at der bag lemmen gemmer sig et virvar af ledninger, ventilationsskakter og måske en enkelt glemt tommestok eller kaffekop. Sammen med den infrastruktur, der sørger for internet, strøm og ventilation i bygningen, rummer lemmen en lang række systemer, der engang lovede at være fremtidssikrede. Systemer, hvis drømme om sømløse fuldautomatiserede fremtider uden arbejde aldrig er ankommet.

Pakket ind i beige elektrikerrør blinker grønne og røde dioder, uden at der er nogen til at se dem. De danner mønstre i et tegnsystem, hvis indre mekanismer ikke kan identificeres. Hvor den oprindelige funktion er gået tabt, og man ikke længere kan gennemskue, hvordan input bliver til output.

Inden i rør fremstillet af resterne af uddøde planter og smådyr drømmer de elektriske systemer stadig om en anden verden. Hvor den fysiske arkitektur kunne forudsiges og manipuleres lige så let som 3d-modeller og deres simulationer.

Simulationer og billeder, der lige netop er præcise eller overbevisende nok til at være brugbare til at forestille sig fremtiden. Som en silikonefuge ligger der et lille gab mellem, hvad den simulerede bygning udsættes for, og hvad den virkelig vil blive udsat for. Et lille forestillingsrum, der rummer muligheden for at forestille sig både bygningens destruktion og genopfindelse.

Når man først har set skærmens lysende overflader gengive, hvad der ligner virkelige objekter, uden vægt og masse, er det nemt at forestille sig, at verden omkring en kunne ændres på samme måde. At forestille sig en verden hvor bibliotekets, i forvejen næsten immaterielle hvide væge, sømløst kunne bøjes.

Det er, som om der i selv de mest banale 3d-objekter gemmer sig et eksplosivt ønske. Som om disse overbevisende, men hule 3d-skaller, uden masse eller egenskaber, længes efter en smule simuleret tyngdekraft og fiktion. Længes efter matematiske computersimulationer, der kan forudsige fremtidige begivenheder, som aldrig kommer til at finde sted.

Samtidig smitter 3d-billederne af fiktive objekter deres fysiske modparter med hallucinationer, der klæber til den materielle verden. Jo mere jeg kigger på disse tilsyneladende realistiske simulationer, jo mere underlig ser virkeligheden omkring mig ud. Det er, som om deres mangel på egenskaber giver plads til forestillingen om det, der ikke eksisterer endnu.

Dybt under bygningen bevæger små bjerg- og mineralfragmenter sig udramatisk. Vores fysiske og visuelle omgivelser vibrerer og bevæger sig ude af takt med vores forestillinger om den og billeder af den. Jo mere man kigger på bygningens bestanddele, jo mere underligt fremtræder det hele. Silikone- eller akrylmassen strækker sig for at dække forskellene mellem ideerne om bygningen og dens faktiske tilstand og brug.

Min mund er stadig fuld af falske minder om den eddikeagtige smag af silikonefugemasse. Min viden om bygningen, der huser biblioteket, er allerede en hallucination, der blot venter på at blive sluppet fri. Den bygning, jeg går ud af om lidt, er ikke den samme som den, jeg for kort tid siden gik ind i. Lige som jordbunden under mig er aflejret ved bundfældning i stillestående vand over tusinder af år, er bygningens nuværende brug og min egen forståelse defineret af lag på lag af misforståede antagelser om fortiden og fremtiden.