Påladsen – Ulla Mikkelsen fra Rørskov-huset — Ulla Mikkelsen

Periode
27. april 2038 – 1. juni 2038

Fernisering
fredag d. 30. april 2038 kl 17-21

Medie
lærred, olie, akvarel

På tidspunktet for udstillingsperiode har der været stor regnstorm på landet, og det største tal af os er flygtet fra det tilsyneladende områder hvor alt er tabt.

Jeg har taget mit værk med mig - en maleri som jeg havde lavet i min studio til en soloudstilling i Sydhavn Station døgnet før stormen rammede — men den var ikke rådighed til at blive skaffet med ud.

I stedet lader jeg et værk være overblædt af vand, noget man ofte ser når man går rundt på plakaterne i stationens ankomsthall. Her er de smeltede under vinduerne, der sidder højere end gulvet.

Det vil måske lykkes at få værket fremme, men det er jo ikke så vigtigt. Det betyder jo ikke noget. Jeg tror jeg begynder at mærke at tingene der plejede at finde sig selv kommer tilbage; her og nu, på tidspunktet for udstillingsperiode.

Hundredvis af fiskeruser lever i vores oversvømmede landsby. Bredvid mine arbejdshaverne ved siden af min kasse, og videre oppe mod byens centrum, hvor børnene spiller eller klæder sig om.

Dynger af drivtømmer, net og tovværk er bundet sammen på lave træpaller ud over gulvet foran de lange vinduer.

Tak til alle der lånte værktøj, delte materialer og bar ind og ud under opsætningen.

De små radionoder mellem husene sender korte beskeder videre om natten.

At the time of exhibition period there has been a huge rainstorm in Denmark and most of us have fled from the area where everything seems to be lost.

I had taken my work with me - it was a painting I’d made in my studio at Sydhavn Station day before the storm hit – but it wasn’t ready to take out.

Instead I let one of my works get washed away – something you often see on posters in the station’s arrival hall. Here they melt under windows that sit higher than floor level.

Maybe it will manage to bring the piece forward, but that is not so important. It doesn't matter anyway. Maybe this feeling of things finding themselves again comes back; here and now, at the time of exhibition period.

Hundreds of fisher shacks are living in our submerged village. By each other next to my workbench, and further up towards the city center, where children play or dress.

Heaps of driftwood, netting and rope are bound together on low wooden pallets across the floor in front of the long windows.

Thanks to everyone who lent tools, shared materials and carried things in and out during the install.

The small radio nodes between the houses pass short messages on at night.

(2038) Stedets tilstand er stabilt