Kristoffer Ørum

157

Categories: [publication]

Jeg går ind i et rum og ser en skulptur. Men det ved jeg ikke endnu. Inden det bliver klart for mig, hvad det er meningen, jeg skal kigge på, går der et kort øjeblik. En lille pause i min konstante fortolkning af omverdenen, hvor jeg ser alle de dele, situationen i rummet består af, frem for en helhed. Før det bliver klart for mig, at det er en skulptur, findes et nu fyldt af tvivl og ambivalens. Det trænede kunstøje med alle dets konventioner og forventninger forvirres i mødet med de mange enkeltdele, det støder på side om side.

Mit blik zigzagger ukontrollabelt hen over de forskelligartede overflader, der omgiver mig. Soklen, gulvet under den, den beskidte stikkontakt på vægen og skulpturen i rummet er endnu ikke blevet til en samlet scene, men forbliver adskilte elementer. Et øjeblik åbner mit syn sig mod betydninger, der ligger uden for min normale forståelse. Åbent for de uendeligt mange forskellige måder, det er muligt at fortolke og kombinere mine sanseindtryk. Fra dette eksploderede rum begynder mine omgivelser at samle sig i klumper. Elementer, jeg normalt opfatter som adskilte og af forskellig vigtighed, blander sig sammen. Skulpturen og soklen er et øjeblik et. Det understøttede og det understøttende optræder med samme intensitet og vigtighed. Min hjerne på automatpilot afprøver et utal af fejlbehæftede forståelser af, hvad det er, jeg står over for, inden den bliver enig med sig selv om en stabil forståelse af, hvad det er jeg har for mig.

Så er nuet passeret. Alting er igen velkendt og forståeligt for mig. Jeg står foran et afgrænset rum med en række forskellige elementer, der skaber betydning sammen. Stikkontakter, ledninger, nullermænd og andre uvæsentlige elementer træder i baggrunden.

Også soklen vender tilbage til det, den først og fremmest er: en praktiske foranstaltning. Den er ikke blevet stillet frem for at blive gransket for spor af kunstnerisk intention eller betydning. Dens praktiske funktion er at løfte skulpturen op i en behagelige højde for den gennemsnitlige besøgende. Så længe jeg ikke er for høj eller lav, betyder den, at jeg ikke skal blive opmærksom på min egen krops særheder.

Den firkantede sokkel har den nemmeste og billigste form, man kan bygge med de værktøjer og firkantede stykker træ, man kan købe i trælasten eller byggemarkeder. Malet med samme matte maling som væggene passer den i de industrielle hvide kuber, kunstværkerne har arvet fra højmodernismen. Som en kube inde i kuben kan den arrangeres på et utal af måder og stadig fremstå som en del af arkitekturen.

S□klen.…

Mine hænder er gledet. Jeg har trykket på en eller anden ukendt tastekombination. Og nu står tegnet □ midt i ordet s□kkel. Et lille uforståeligt tegn midt i teksten, der ligner en kasse eller måske et firkantet o. Midt i en tekst om s□kler ligner den en lille s□kkel uden noget ovenpå. Set for sig selv udgør tegnet □ en kort pause fra alle de højtråbende betydningsfulde grupper af tegn, der omgiver det.

Ordet s□kkel står midt i en tekst der burde være under min kontrol. Et ukendt tegn for et element i udstillingsrummet, det ikke er meningen, at man kigger på. En firkantet lille portal, jeg kan bruge til at drømme om at tabe kontrollen over min egen tekst. At vende tilbage til det øjeblik, der var, før det første ord var skrevet. Tilbage til det punkt, hvor det stadigt var muligt at kunne se de dele, bogstaverne består af, frem for ordenes betydningsmættede helhed. Et øjeblik virker det, som om jeg måske kan kombinere bogstaverne til noget, jeg endnu ikke helt selv forstår endnu. Det er, som om □ åbner muligheden for, at det stadig er muligt at finde en sprække i det eksisterende og tænke noget nyt. Men det varer ikke ved, der går ikke lang tid, før jeg har vænnet mig til det nye tegn, og det, der ligger uden for min egen forestillingsevne, træder i baggrunden.

Jeg har faktisk har set □’et brugt før som tegnet for et tegn, der mangler. Det har optrådt, når jeg har fors□gt mig med skrifttyper, der ikke har danske tegn som □, □ eller □. Designet af en, der syntes, det var for besv□rligt eller uprofitabelt at bruge tid p□ at designe tegn, der benyttes af s□ lille en del af verdens befolkning. Det er, som om en lille del af den tekst, jeg selv har skrevet, kigger ud p□ mit hverdagsdanske sprog og udn□vner det til noget marginalt. Så ringer min telefon, og jeg g□r en tur, mens jeg snakker. Da jeg vender tilbage til computeren, kan jeg ikke l□ngere huske hvad jeg var i gang med at skrive. Sk□rmen er fuld af ord med et ukendt tegn, hvis betydning jeg må gætte mig til ud fra den sammenh□ng, de optr□der i. Jeg ser min egen tekst med nye øjne og det er, som om teksten og ordene er blevet fremmede for mig.

Jeg retter mig op, tager en dyb ind□nding og scroller ned i bunden af mit dokument. Hernede finder jeg en r□kke uf□rdige s□tninger, jeg ikke helt ved hvad handler om. De har p□ den ene eller anden m□de noget med sokler at g□re. Et endnu ikke gennemt□nkt materiale, som jeg af og til tr□kker op til den mere pr□sentable og sammenhængende del af teksten.

Midt i den tekst, jeg selv har skrevet, st□r et par stikord, uden underlige □ tegn, som Kirsten Justesen har sendt mig via e-mail: PÅ SOKKEL

I SOKKEL

VERTIKAL SOKKEL

FOLD SELV SOKKEL

UNDERSTØTTELSESFLADEN!

Det f□les, som om nogen r□ber en kommando til mig fra sk□rmen. Jag kan h□re Kirsten r□be: Kom s□ I gang, skriv nu noget vigtigt og v□gtigt om sokler. Og jeg t□nker p□ det utal af sokler, jeg selv har bygget, benyttet og ikke mindst set, siden jeg begyndte at interessere mig for kunst. Men jo mere jeg sidder her foran computeren og skriver om sokler abstrakt, jo mindre syntes jeg, jeg rigtig kan huske dem, jeg faktisk har oplevet. Med tiden er de blevet s□ velkendte b□de for min krop og mit syn, at deres faktiske kvaliteter er blevet usynlige for mig.

S□ snart der er en sokkel tilstede i et rum, ved jeg noget om, hvordan man skal g□ til hvad det end er, der st□r p□ den. Den fungerer som en slags manual til, hvilke dele af udstillingsrummet der har betydning, og hvilke der ikke har. Som en slags mini-kunstinstitution med indbygget autoritet syntes den at sige: ”stol p□ mig, jeg ved, hvad der er vigtigt, og hvad der ikke er”. N□r jeg ser noget p□ en sokkel, ved jeg, at jeg kan holde det op mod min baggrundsviden og oplysninger om titel, materiale og □rstal og f□ noget ud af det. Frem af baggrundsst□jen af revner i v□ggen, snavs og fedtede fingeraftryk tr□kker soklen noget, vi kan se. De usynlige sokler hj□lper mig til at ignorere rummet, de st□r i, n□r de peger p□ de elementer og sammenh□nge, som kunstnerne eller udstillingsstedet gerne vil vise frem. For hvis alt i rummet er lige vigtigt, og intet ignoreres, bliver intet synligt.

Jeg har l□rt ikke at kigge alt for meget p□ soklerne. Jeg har l□rt ikke at l□gge m□rke til samlingerne, de sm□ fordybninger, hvor skruehullerne er skjult, eller der hvor de beskidte fingeraftryk markerer, at der har v□ret mennesker til stede i udstillingen. Jeg ved, at jeg ikke skal t□nke over, hvordan soklerne st□r som kroppe i rummet. Jeg skal ikke forstille mig, hvilke standardh□je mennesker, der m□tte have den rigtigt h□jde i forhold til soklerne.

Jeg er ikke alene om at vide, at jeg skal fokusere p□, hvad der st□r oven p□ soklerne. Der er en global subkultur, der lader sig berolige af soklens autoritet, s□ vi ikke beh□ver at overveje, hvorfor det, der er oven p□ □en, er lavet af en identificerbar person, mens □en er lavet af en anonym h□ndv□rker.

Vi ved, at der ikke er nogen grund til at t□nke p□ det anonyme og kollektive arbejde, der vedligeholder udstillingsrummet og fremstiller alle de ting, vi ikke skal kigge p□ i udstillingen. Det er ikke meningen, at vi skal t□nkte over, hvilket vi, jeg snakker om, n□r jeg skriver at ”vi ikke skal t□nke”. Vi befinder os p□ h□jdepunktet af vores civilisation, vi beh□ver ikke at forestille os andre m□der at indrette kunstrummet, kunstverdenen, eller verden i det hele taget p□. Vi skal Ikke overveje, hvem der kender □ns konventioner, og hvorn□r ”vi” l□rte dem at kende, men bare acceptere dem, som de er.

Hver gang en sokkel peger p□ noget som vigtigt, og som vi skal kigge p□, peger den v□k fra noget andet. B□de □en og det, der st□r p□ den, er et resultat af b□de et individ og et netv□rk af andre. Kunstnerne og deres v□rker er en del af et netv□rk af forskellige levende og d□de objekter.

M□ske er der en muserede med overgnavede ledninger inden i □en. Eller en sammenkrøbet kvinde. En n□gen krop presset op mod ubehandlet tr□. Overdrysset med sm□ t□rre stykker gammel maling og st□v. Det er et forestillingsrum uden angivet titel, materiale eller □rstal som ledetr□d, hvor elementer, jeg normalt opfatter som adskilte, blander sig og danner nye forbindelser.

Jo mere jeg overvejer □en, jo mere forvirret f□ler jeg mig. En forvirring der kan v□re tegn p□, at jeg blot er forvirret, eller jeg er ved at finde ud af noget nyt. Hvis jeg l□gger m□rke til soklen og alt det andet, jeg har l□rt mig selv ikke at se, kan jeg s□ n□rme mig sidel□ns i et fors□g p□ at se, hvad det er, uden alt for mange af mine fordomme og forudindtagede ideer, p□ tv□rs af kunsthistoriens line□re biografiske udviklingshistorier og flade journalistiske nyhedskriterier. M□ske man ikke beh□ver at forst□ det, man ser i kunstrummet, som en samlet person, men som et resultat af komplicerede, rodede og marginale beslutninger.

oroginally published on occasion of KIRSTEN JUSTESEN - SOKKEL STYKKER / BASE & BODY at Faaborg Museum