Kristoffer Ørum

110

En folkeopdragende is uden afsender

Categories: [publication]

Hvad for et publikum drømmer vi egentlig om som kunstnere og institutioner? Et publikum, der selv tør tage ansvar og stå ved deres oplevelser, fortolkning og værdisætning, eller et publikum, der skal nudges til at opføre sig på en mere hensigtsmæssig måde?

I et svagt øjeblik kom jeg til at love min femårige den dyreste softice, jeg nogensinde har købt, fra en bod på det nye madmarked ved inderhavnsbroen i København. Den blev serveret med andægtig alvor og ordene: ”This is an artisanal ice cream”. Midt i den kunstneriske is, der var blevet overhældt med glohed chokolade, stod en nøje anbragt træske med ordene “Gør Dig Umage”. Det føltes som en anklagende pegefinger rettet mod mig midt i et øjebliks tilsidesættelse af mine normale økonomiske og ernæringsmæssige overvejelser.

En diffus, men alligevel autoritativ, besked uden klar afsender, der i bydeform belærte mig om, at jeg på en eller anden måde ikke gjorde mig umage nok, ikke havde nydt nok eller ikke havde nydt på den rigtige måde. Omgivet af en blanding af velhavende københavnere på deres daglige løbetur langs vandet og løbetøjsklædte turister kom jeg pludselig i tanke om, hvordan arbejdere på fabrikkerne i det hedengangne Sovjet blev tvunget til at udføre fysiske øvelser. Ikke for deres eget helbreds skyld, men for at stadig at kunne øge og effektivisere fædrelandets industrielle produktion.

Den opbyggelige kunst

Jeg kiggede ned på den tekst, der var blevet brændt ind i skeens slebne overflade, og huskede på, hvordan alle fritidsinteresser i Sovjet blev planlagt for at sikre, at de havde det rette ideologiske indhold og opbyggelige pointe. Ligesom Sovjetstaten opretholdte et monopol på offentlige institutioner, der sikrede, at der udelukkende blev fremstillet kunst med henblik på propaganda, hvad enten det drejede sig om litteratur, billedkunst eller kunstneriske is.

I dag er det mindre klart hvem, der er afsender, når masseoptrin som maratonløb markedsføres som udtryk for individualitet og sundhed. Sovjetunionens åbenlyse propaganda er i dag erstattet med teknikker hentet fra kognitionsvidenskaberne under navnet nudging. Små, underbevidste ’puf’, der sigter på at få befolkningen til at opføre sig mere ’hensigtsmæssigt’. En form for propaganda, der ikke identificerer sig som propaganda, men udbreder en diffus ide om, at man bør ’Gøre Sig Umage’ som den eneste måde at opnå bedre sociale og økonomiske forhold.

Ikke plads til alternativer!

Som den nyligt afdøde, engelske teoretiker Mark Fisher påpegede, bekræftede den globale finanskrise i 2008 paradoksalt nok det eksisterende økonomiske system. Ifølge Fisher ligger vi under for, hvad han kalder ”Kapitalistisk realisme” i bogen af samme navn. En realisme, der ikke giver plads til at forestille sig alternativer til det eksisterende samfundssystem. Derimod skildres den nuværende samfundsform som den eneste rationelle model. Det kapitalistiske samfund fremstår dermed som det uundgåelige resultat af historiens naturlige progression fremfor som et udtryk for politiske eller økonomiske valg og kampe.

Selv om Fishers depressive samtidsdiagnose rummer en nostalgisk længsel efter de gode gamle dages venstrefløj, rummer den også en ret præcis diagnose af et samfund, der har mistet evnen til at forestille sig alternativer til det eksisterende. I mine øjne begynder det at ligne en totalitær samfundsorden på grund af den manglende evne til at værdsætte alt det, der ikke passer til en meget selektiv ide om, hvad værdi og nytte er.

Totalitarisme kan virke som en lidt voldsom betegnelse at bruge i en vesteuropæisk velfærdsstat. Men når alle sektorer fra vores private isindtag til de kunstinstitutioner, vi færdes i, underlægger sig de samme smalle nyttekriterier, ligger det fint i forlængelse af totalitære stater som Sovjetunionens forsøg på at underlægge sig og kontrollere alle samfundets sfærer fra offentlige institutioner til det private liv.

Bomholts nye borgerlighed

Ideen om, at kunsten skal være opbyggelig og samfundsnyttig, er ikke udelukkende noget, der er forgået i en fjern og forgangen diktaturstat. I en dansk kontekst skrev socialdemokraten Julius Bomholt i 1961 bogen Arbejderkultur, hvor han beskrev, hvordan man kunne opbygge en ny type socialistisk menneske ved hjælp af opbyggelig, socialistisk kunst. Målet var at erstatte hvad han så som en dekadent og ubrugelig borgerlig forfaldskultur med en sund og nyttig proletarkunst.

Samme år, som bogen udkom, blev Julius Bomholt udpeget som Danmarks første kulturminister, og han var med til at skabe en langvarig alliance mellem den kunstneriske og den politiske verden. Hans ideer om, at kulturens kraft kunne ændre samfundet, kan stadig spores i meget af, hvad der siges om kunstens rolle i samfundet i dag.

Den ligger faktisk ikke så langt fra Julius Bomholts tidligste ideer om, at kunsten skulle fungere som en katalysator for klassekamp og opbyggelig folkeoplysning. Jeg er ikke sikker på, at kunsten nogensinde har fungeret særligt effektivt som opbyggelig klassekamp. Men ideen om, at kunst havde en rolle at spille i samfundet rent politisk, har været med til at give ressourcer til, at interessante ting har kunne vokse frem, der nødvendigvis passede med de politiske dagsordner.

Fra dannelse til branding

I dag viger statens langsigtede og centralt styrede folkedannelse til fordel for private penge. Og de fonde og sponsorater, der i stigede grad overtager ansvaret for at støtte kunsten, kræver værdiskabelse, branding og afkast på en relativt kortere bane. Jeg er ikke i tvivl om, at overgangen til erhvervslivets mere målstyrede og afkastorienterede tilgang til billedkunstens værdiskabelse vil betyde, at kunstnerne vil levere færre lokale underligheder til gengæld for flere provinsielle versioner af den international mainstream.

Men måske behøver vi ikke at være alt for nervøse for, om de unyttige dele af samtidskunsten forsvinder. De aktiviteter, der ikke er plads til i samtidskunsten, skal nok finde andre kanaler at udtrykke sige gennem, fra live rollespil til online aktivisme.

Også selv om butikkerne, der sælger f.eks. is, i stigende grad iscenesætter sig som gallerier, og en større del af kunstscenen prøver at ligne butikker mest muligt.

Tekst som autoritet

For de dele af kunstlivet, der stadig kan finde plads i kunstverdenen, men gerne vil undgå at blive en del af et totalitært, folkeopdragende projekt, er det værd at overveje brugen af de tekster, der spiller en så central rolle i cirkulationen af kunstværker i dag. Dels er mange værker designet, så vigtig støtte til deres aflæsning kun findes i tekstmaterialet, og dels kan tekster være udmærkede redskaber til at gøre samtidskunstens, ofte knudrede og interne, diskurs tilgængelig for flere.

Problemet er ikke, at så mange af de tekster, der cirkulerer i kunstverdenen, udlægger kunstoplevelser, men at de alt for ofte gør det uden at klargøre, hvem der skriver. Disse afsenderløse men autoritative tekster betyder i værste fald, at man kan få samme fornemmelse som ispindene gav mig: At man ikke oplever kunsten på den rigtige måde, at man skal have den oplevelse, der er beskrevet, for at kunne deltage. I bedste fald bliver man måske opmærksom på egne meninger og får lyst til at diskutere med teksten, men når der ikke er nogen afsender, er der ikke nogen at henvende sig til. Uden et konkret individ eller en kollektiv instans til at forankre teksten i, blander udsagnet sig hurtigt med statens sundhedsråd og ispindenes opbyggelige budskaber til samfundets store pædagogiske stemme.

Ønsker om frihed – og ansvar

I sidste ende handler det om hvad for et publikum, vi drømmer om som kunstnere og institutioner? Et publikum, der selv tør tage ansvar og stå ved deres oplevelser, fortolkning og værdisætning, eller et publikum, der skal nudges til at opføre sig på en mere hensigtsmæssig måde. Jeg ved godt, hvad jeg fortrækker – for jo mere begrænset vores samfund og arbejde bliver, jo mere nødvendigt vil det være at finde udløb for vores ønsker om frihed.

Originally published at https://kunsten.nu/journal/en-folkeopdragende-is-uden-afsender/ June 4th, 2018

image